tirsdag den 25. december 2012

Det var dén jul

"Narhh Rødhætte, det er jo kun 1. juledag. Det er stadig jul".

Nej.


Jeg elsker jul. Helt grotesk meget. Og allerede i oktober er jeg i julestemning, og begynder at snige julepynt ind i diskrete mængder.
Men når juleaften er forbi, så forsvinder min julestemning også ud sammen med gavepapiret.
Jeg får det ligesom en del mænd får det efter sex: Efter klimaks skal der være ro.
Magter ikke nisser, gran og kugler når juleaften er overstået. Så kan jeg kun fokusere på hvor meget det fylder. Og roder.

Så i dag er alt julepynt sat i kælderen. Og jeg har fået ryddet op, og synes pludselig det ser ud som om, at hytten er 54 kvm. større.

Jeg har kun lyst til salat. Julemad hænger mig ud af halsen, og hvis det ikke var fordi jeg hader at kaste op, ville jeg afslutte julen m. et par fingre i halsen.
Tør slet ikke gå på vægten. Sgu lige før jeg kan høre hvordan den kryber væk ind under skabet, når jeg træder ud på badeværelset.

Status for hytten:

- Har fået kogt risengrød, og stegt frikadeller til julefrokost i morgen. (Åh gud, mere mad)
- Har også klukket mig igennem Fakta, mens jeg fandt spøjse gaver til pakkeleg i morgen. Gruer allerede for det. Hader fandeme de skide terninger. Og den latterlige leg. Den giver mig stress og forhøjet blodtryk.
- Gråstænkt sidder og ser Avatar. Sær film. Virkelig. Blå, blå, blå. Og grimme væsener. Er skide fordomsfuld, og gider ikke engang at give den en chance. Eventyrfilm er for mig akkurat lige så spændende, som brugsanvisningen til en el-kedel.


Er træt. Og har ømme trædepuder. Garanteret pga. overbelastning. Og mellem os, så drømmer jeg om en jul, hvor man intet skal mellem jul og nytår.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide familien. For det kan jeg ved gud.
Men jeg er bare fyldt op mht. at "være på".
Sådan er det. Og sådan er jeg. En selektiv enspænder. Det er ikke altid det falder i god jord, at sige det højt. Ligesom det heller ikke gør det at sige, at man faktisk direkte hader temperaturer på 25+ om sommeren.
Findes der en lov der hedder "Sådan skal en dansker være.(Basta!)"? Og hvis ja, i hvilket kapitel står det skrevet, at "Thi kendes for ret, skal De som dansker, elske saunalummerhedeklamme temperaturer, og socialt samvær når og hvor som helst"? Står det lige efter: §231a: "De skal elske Linie 3, og Kim Larsen"?


Nå, jeg hopper i risalamanden. Køssemøsse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar