torsdag den 8. november 2012

Tag dén, dumme tysker.

Var jo på kursus i går, og talte m. en tidligere kollega, som stadig tøffer rundt ude i tyskerens køkken. Hun er i arbejdsprøvning, men er jo for længst blevet prøvet af. Og skal derfor videre. Til et andet sted.
Og dét er tyskerens job at sørge for det.

Men har han gjort noget?


Nej!


Han har sikkert travlt med at polere sine lederhosen, og med at læse sig til flere sygdomme inde på Netdoktor.dk. Og med at belemre lægen og sygehuset m. sine indbildte sygdomme. (Manden trænger til en læge. Bare ikke én der tager sig af fysiske sygdomme).

Store fede fjols.
Men hun tuller stadig rundt derude. Og er ved at blive vanvittig. M. god grund. Og da jeg spurgte hende i går, sagde hun at tyskeren intet gjorde. Overhovedet.
Jeg foreslog hende at søge hen i en sandwichbar her i byen. Og det gjorde hun.
Og ved I hvad? Hun skal fandeme starte i morgen!

Det er så skønt for hende. Og jeg fryder mig. Den grimme tysker har intet udrettet et år. Og så kommer jeg, hende han afskyr som pesten, og hjælper den arme kvinde ud af hendes gidselrolle.
Ej men, det burde da for fanden sige ham ét eller andet? Hvor uduelig han er til sit job.

Sie sind einfach unglaublich dumm, weil Ihre hässlichen Mann. (Eller noget i den stil).



Nå, vi var inde at se Anders Matthesen i aften. Jamen for fanden, det var jo helt forrygende. Den mand er intet mindre end genial. Den humor blandet med den dybde, er simpelthen topklasse. 
Vi sad i en total tætpakket sal. Og jeg fik pludselig enormt meget luft i maven. 
Seriøst, vi taler om mindst 88 liter luft, som kæmpede for at komme ud.
Og jeg kæmpede imod. Klemte ballerne så meget sammen, at der næsten blev plads til én mere på mit sæde. 
Men jo mere jeg klemte og holdt inde, jo mere luft kom der jo. Logisk nok. 
Og så skete det. Jeg brød fuldstændig sammen af grin over det der skete på scenen, og hvor andre måske var tæt på at tisse i bukserne af grin, pruttede jeg af grin.
Prutterne røg ud af mig, som perler på en snor. Som kanonkugler ud af en kanon. Og jeg kunne ikke stoppe m. at grine, for Hr. Matthesen blev jo bare ved m. at kaste humor ud af ærmet. 

Altså, heldigvis kan man sige, at hele salen jo grinede. Så ingen hørte det. 
Men lugten...?





En tyk uigennemtrængelig stank af ondskab, bredte sig omkring os. Råddenskab, ødelæggelse, udslettelse, dødt dyr...kunne være stikord. Stinkdyr ville frivilligt bede om at få fjernet deres stinkkirtler, hvis de havde været til stede.
Tænk sig, at sådan en feminin kvinde kan indeholde noget så ondt...





Jeg klemte min taske hårdt ned i skødet, for ligesom at holde det inde. Men nej, der var jo sluppet luft nok ud til at fylde en mellemstor hoppeborg. 
Pænt pinligt. Og stakkels mennesker omkring mig. 
Men hvad skulle jeg gøre? Forlade salen, og gå udenfor for at prutte?

Nej, ikke rigtigt, vel? Så skulle jeg jo have stået ude hele aftenen. 



Men må vist på apoteket efter flere af de der Imosgas.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar