onsdag den 14. november 2012

Ej, men helt ærligt...

Det er virkelig træls! Folk griner, når de hører min stemme. Jeg ligner om muligt endnu mere lort i dag, end jeg gjorde i går. Jeg føler at mit hoved vejer 88 kg. Og jeg keder mig virkelig. Helt grusomt meget. Skal aldrig aldrig aldrig være arbejdsløs igen. For gudfader hvor er det dog intetsigende at være herhjemme, og kun føre samtaler m. sig selv. (Og nå ja,også teenagesøn, som stadig kun er mobil på det ene ben. Men han opholder sig ikke i samme rum som mig, så vi mødes egentlig bare på vej til toilettet, eller når jeg leverer mad til ham). Teenagedatter er lige kommet hjem. Og er nu bag lukket dør på værelset. Og så sidder jeg bare hér...igen. Og aner ikke hvordan jeg skal få tiden til at gå.

Og så er jeg faktisk et pisse irriterende menneske, når jeg rager en virus til mig.
Jeg bliver angrebet af groteske mængder selvmedlidenhed. Og føler generelt bare at hele verden er imod mig.
Som da faktisk vil skide på at jeg har det elendigt.

Havde overvejet at aflægge netdoktor et visit, for at tjekke op på mulige virusser. Men fik stoppet mig selv. For jeg véd bare det ender med, at jeg muligvis finder mig selv i gang m. at læse symptomlisten over tuberkulose. 

Så i stedet har jeg været nettet rundt. Blev så glad, da jeg så en overskrift på Ekstra Bladet. Noget m. at Medina og hendes boytoy smutter til USA.
Desværre var det ikke m.folkeregisteradresse.

Nå...så kom Gråstænkt hjem. Og det startede godt. Jeg fik 1½ minuts ynk.

Og det var så det...
Jeg slæbte mig rundt i køkkenet m. et tæppe viklet om mig. Og prøvede at få sat noget aftensmad i gang.
Og hvem gik så ind og sov?

Ikke mig...Selv om jeg da ved gud kunne trænge til det.


Undskyld mig...og jeg har advaret jer om, at jeg er træls når jeg er syg. Men hvad fanden skal man gøre for at gøre sig fortjent til bare en lille smule oprigtig omsorg?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar