Der blev erklæret undtagelsestilstand på job i dag. Mødte op til tomt køkken, og sådan fortsatte det hele dagen. Den ene sygemelding efter den anden tikkede ind, så ud af 14, var vi tre der dukkede op.
Så jeg kan love jer for, at min hælspore kom på arbejde.
Midt i brødbagning, morgenmadsbestillinger, kagebagning, fremstilling af oceaner af smørrebrød og tømning af samtlige skabe, fordi køkkenet skal laves om i morgen, følte jeg mig som den tasmanske djævel, der fes rundt som en løbsk ballon.
Blev afbrudt et par gange af hidsig telefon med hidsig søn i den anden ende. Nyleveret monster bærbar havde taget skade i Post DK's hænder, så der var krise. Fandeme synd for ham. Nu har han tålmodigt ventet på den i fire uger, fordi den var røget i restordre.
Da jeg kom hjem, fandt jeg ham ved min computer med røg ud af ørene. Her var han i gang med at irettesætte Theis, hos online support. Kunne ligesom fornemme, at jeg vist hellere måtte overtage tasterne, inden stakkels Theis blev hylet helt ud af den.
Et uddrag af samtalen så sådan her ud:
Søn: Jeg er ikke glad.
Theis: Nej, men det bliver du.
Søn: Det tror jeg ikke.
Theis: Men hvis du sender den tilbage, så sender vi en ny.
Søn: Men så får jeg den nok først om 2973792 dage.
Og så overtog jeg, og fik fræst på posthus. Med søn i hælene. Som havde strømper på. Og ingen sko.
Opdagede jeg ved indgang til posthus.
Har været til samtale hos nyt madsted i dag. Fine mennesker, som umiddelbart virker søde og imødekommende. Bliver dejligt at starte et normalt sted. Med fin kokkejakke og det hele.
Status fra hytten as we speak:
Søn ser fodbold.
Gråstænkt ser tv med lukkede øjne.
Datter er på sit værelse med nedrullede gardiner. Teenagersyndromet. Dagslys er skadeligt.
Og jeg drikker kaffe og klynker lidt over dunkende finger, fordi jeg ved et uheld fik den sat ind under sæde på stol, så da jeg satte mig, blev finger mast af mange kilo rødhætte, der ubarnhjertigt maste sædet mod stolens skelet.
Og ved I hvad? Jeg har weekend nu!
