lørdag den 2. juni 2012

Den omvendte verden, og polsk herretoilet.

Er lige trådt ind af døren. Har kørt Mor Rødhætte og Far Rødhætte til fest. Så nu kan jeg koncentrere mig om at få lavet flæskesteg m. hele svineriet til hele familien + datters veninde. Bagefter sofahygge og smugrygning på trappen, og så ellers vente på at "de unge mennesker" ringer engang i nat og beder om at blive hentet.
De er måske oppe i årene, men de har ikke glemt at feste. Det er skide smart, for de har indbygget alkoholradar. Når min mors hår får sit eget liv, så er promillen stensikkert over 1,3. Og når min far forvandler sig til John Travolta og spjætter ekstra bagud med det ene ben, så er den også hjemme.
Når min mor får et permanent krøllet smil på læberne, og når min far falder i søvn midt i en samtale, så er festen slut.

Vil vædde med, at de har hevet halvdelen af gæsterne ud, når Bjarne og jeg kommer for at hente dem i nat. Fordi "nu skal alle se Rødhættes hippiebil" efterfulgt af en rungende latter.
Orker det ikke. Gider ikke fulde mennesker, når jeg selv er ædru. Og orker faktisk slet ikke at skulle risikere et "kommer du ikke liiiiige indenfor og hilser", klokken kvalme i nat til tonerne af Fede Finn og Funnyboyzzz i baggrunden. (Hvad fanden er det da også for et navn?)
Så jeg har bedt dem om at gå udenfor, når de har ringet efter mig. Så kan de stå og vente der og dampe lidt af. (Om de så overholder den del af aftalen, er så uvist).
Ved også, at hjemturen bliver sponsoreret af en autentisk odeur af polsk herretoilet. Der er nu ikke noget som ånden af rødvin blandet med dessertvin, cigaretter og suppe, steg og is.

Nå, men jeg er den gode datter. Så selvfølgelig er jeg klar til at gøre gengæld nu. For mellem os, så har min kære far hentet mig en del gange. I heftige branderter. (Mig, ikke ham). Når der var røget lidt for meget Pisang Ambon ned sammen med elefantøl, kirsebærvin, martini og kropstempereret billig whiskey.
Og min kære mor har skam også altid været der for mig, når jeg lå og tudede ned i mit eget opkast, og var sikker på at enden var nær.
Så det er ganske rimeligt, at det er den omvendte verden nu.
Den gratis underholdning bærer jo lønnen i sig selv. Især når min mor nærmest skal hjælpes ind i bilen og er blevet akut bælgøjet, og hvor hun dagen efter, når man ringer og spørger om det var en god fest. svarer: "Joehh, det var nu meget hyggeligt. Men jeg er nu glad for at jeg ikke drak ret meget i aftes. Det er dejligt at vågne op uden tømmermænd".