Og jeg troede jo faktisk, at min dømmekraft var intakt hele vejen igennem.
Nej.
Mødte på et tidspunkt en mand, som ved første øjekast virkede okay. Der var nogle ting der irriterede mig, blandt andet hans ansigt i profil, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg var blevet for kræsen. Og at jeg skulle give ham en chance.
Så det gjorde jeg. Og set i bagspejlet, så er det jo en uendelig morsom historie.
For da vi havde datet en tre ugers tid, ændrede han adfærd. Senere skulle det vise sig, at det bare var hans autentiske jeg, der tittede frem med 110 km/t.
Jeg var SLET ikke forberedt på det. Pludselig stod jeg med en mand der ville have knus, når vi var ude at handle i myldretiden. For ellers kunne han ikke overskue det.
(Når vi ikke var sammen, fik jeg kravet pr. sms. 'Knuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuus', underskrev han sms'erne. Talte på et tidspunkt u'erne og kom frem til 19. 19!)
Han var allergisk overfor cigaretter. Påstod, at han fik influenzasymptomer. Og Rødhætte røg. Som en skorsten!
En aften havde jeg to venner på besøg til mad, rødvin og Irish Coffee. Og så meldte ovennævnte sin ankomst. Advarede ham om, at vi var tre hjuldampere i stuen, og at vi ikke gik ud for at ryge.
Han var tapper, og sagde at han nok skulle holde det ud.
Og han kom. Og vi røg. Synkront. I seks stive timer, mens vi hældte whiskey ned i urimelige mængder. Og ikke en eneste gang forlod han stuen. (Så vi kunne ikke engang bagtale ham).
Dagens efter, da mine tømmermænd var gået i midlertidig dvale, kørte han og jeg ud efter fast food. Og da vi havde spist, gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg smækkede mave og bryster over bordpladen og hængte ud af vinduet, mens jeg røg en halv cigaret. (Jeg lå fandeme nærmest i plan med husmuren. Total L-formet krop).
Da jeg vendte retur, stod han og støttede sig med en hånd på dørkarmen til terrassedøren, mens han med overkroppen hang ud af døren, mens han gispede (højt) efter vejret.
Spurgte ham, om han havde ædt for meget. Det havde han ikke. Han var syg og dårlig pga. den halve smøg, som jeg havde røget hængende ud af vinduet, med ansigtet ind mod husmuren.
Og så blev jeg gal. Og sagde at han løj. Og at han da sjovt nok havde kunnet klare tre hjuldampere aftenen før.
Og så påstod han at han skam også havde været ude for at brække sig.
?? Manden forlod jo ikke stuen. ??
Jeg har aldrig fundet hans maveindhold...
Efterhånden stod det klart, at han ikke var manden i mit liv. Han skulle ikke engang være statist i mit liv.
Der var flere årsager, men de vigtigste var:
1: Han nedstirrede folk. Uden at blinke. Som en krokodille. Havde faktisk engang en på besøg, som gik kort tid efter. Fordi han havde siddet og nedstirret hende.
Han gjorde det også med mig. Mens jeg spiste.
Jeg vil sgu have madro!
2: Han var metroseksuel i en sådan grad, at selv Gustav ville sige: Det der, det er fandeme for fimset!
3: Han kunne ikke kysse. Der var simpelthen overgang i tungen. Tror den led af ADHD. Den kunne i hvert fald ikke koncentrere sig.
4: Han ville som sagt have knuuuuuuuuuus, for at kunne holde til at handle. Og han spurgte ikke. Han kastede sig bare om halsen på en. Så stod man der. Med en slaskedukke om halsen. Følte mig fandeme som en støttepædagog, der havde en beboer med ude at handle.
5: Han insisterede på at kalde mig prinsesse. Med smukke fødder.
Jeg er fandeme ingen prinsesse. Lever ikke i et eventyr. Lever i den barske virkelighed. Og jeg har IKKE smukke fødder. Mine tæer er overvægtige, og mine hæle er så ru, at de hænger fast i satinsengetøjet.
6: Mens jeg en dag tog fodbad, kastede han grabberne derned, og begyndte at nuldre store flager dødt hud af.
7: Han dyrkede aikido. Verdens mest usexede sport. Ligner fandeme en flok aggressive nonner.
8: Han var VILD med "The Game". Det der spil, hvor mænd tillægger sig en anden personlighed, fordi deres oprindelige jeg er for kikset til at kunne score.
9: Han fik de værste sider frem i mig. Faktisk var jeg storslem til sidst. Forvandlede mig til en olm kakkelovn, bare ved lyden af hans bil.
The End.
