søndag den 27. maj 2012

Vathovedet fortæller:

Vågnede i morges, og havde en følelse af at nogen havde forvekslet mig med en hummer og derfor havde smidt mig i en gryde med kogende vand.
Seriøst; jeg er verdens største vathoved. "Nårrhmm, men jeg kan jo ligesom ikke få farve på benene, så nu placerer jeg mig i solen i 11 timer uden solcreme på understellet".
Mrmm, skide godt træk, Rødhætte. Nu ligner dine underben noget der har fræset hen over et linoleumsgulv med 4 km/t på allerbedste John Travolta måde.
Se selv:


Men, når det er sagt, så var det det hele værd. Startede jo Bjarne og sang hele vejen i bilen op mod dejlig veninde.
Vi sad i hendes lækre have fra kl. 11:30 til 22:30, og spiste vandmelon og drak indholdet af Almind Sø, mens vi fik diskuteret og løst hele verdenssituationen. Så bliver det bare ikke ret meget bedre.

Her kræves et soundtrack, så klik venligst på linket, og læs videre med musikken i baggrunden: (Højreklik og åbn på ny fane)
http://www.youtube.com/watch?v=HUNqwMR0770

Sunde som vi jo er, besluttede vi os for, at vi da bestemt skulle ud at gå en lang tur. Det var vidunderligt. Skov og natur über alles. Det var tæt på vi brød ud i "Er du dus med himlens fugle". Det eneste der afholdt mig fra at gøre det, var fordi varmen altså gør noget ved min mave. Lad mig formulere mig på denne måde: Jeg fik lavet 1½ times knibeøvelser.
Men der blev snakket og grinet. Lige indtil vi manglede den sidste kilometer, hvor vi på allerbedste westernstil travede langs en landevej, hvor vinden var rejst hjemmefra, og hvor solen havde storhedsvanvid. Kunne næsten høre westernmelodi i baggrunden, og ane en vindheks i det fjerne, som suste over sletten.
Ingen af os sagde et ord: Her handlede det om overlevelse. Præriens kvinder var på vej hjem i damp og sved, som kunne fylde Almind Sø igen.

(Afslut soundtrack, tak)

Tilbage i haven, opdagede jeg, at jeg jo havde kamera med, så jeg ville lige forevige yndlingshunden. Det var han ikke glad for.

"Hey moster, fjern lige det kamera, ikke?!"




"Jeg sagde" Fjern det kameraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa"




"Tak! Jeg tror vi forstår hinanden nu. Ikke sandt, dame?"





Og så skulle grillen tændes. Og lad der blive ild. Jeg tror jeg brugte en lige så stor mængde optændingsblokke, som jeg brugte briketter. Og efter et stykke tid, var det tid til gastronomisk livskvalitet.
Lækker lækker laks i selskab af bulgursalat. Serveret og fortæret i den vidunderlige aftensol:




Og selvfølgelig i selskab med lækker kølig vin. Nomnomnom.




I kan godt fornemme det ikke? Den virkelig gode stemning. Jamen, det var en ganske vidunderlig dag i selskab med den skønneste. Det er sådan en dag, som man ikke ønsker skal stoppe.

Men sent på aftenen, begyndte det at værke i bentøjet. Og trætheden indfandt sig. Så Bjarne og jeg kørte hjem i skumringen med højt musik ud af højtalerne, og en lyd ud af min mund, som skulle forestille skønsang, men som nok nærmere lød som blåhvalens parringslyd.
Vel hjemme hos Gråstænkt, fik vi set Grand Prix. Vi havde optaget det, så det var helt vidunderligt at kunne spole forbi de dårlige sange. Hvilket vil sige: Dem alle. Og i særdeleshed den Albanske. Dødt dyr på hendes hoved, var åbenbart blevet levende og bed hende i hovedbunden. Det kunne man fornemme ud fra de skrig hun kom med.
Danmark endte i bunden. Som I selvfølgelig allerede ved. Det kunne jeg godt have forudset. For vi skulle selvfølgelig have sendt Ivan og Lecia aka. Laban afsted. Sikker sejr. Ingen ville kunne have stået for Lecias selvdøde hår, og Ivans frække garn.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar