mandag den 28. maj 2012

Arrrrghh Arriva @£$"#¤!!@*/¤$!

Casa Rødhætte ligger lige op mod banegården. Og når man siger banegård, siger man også togskinner og tog. Og her ligger problemet.
Jeg bliver vanvittig lige for tiden. Forestil jer lyden af 18 sløve vinkelslibere, som nådesløst sliber løs på en masse jernstænger. Sådan lyder det fire gange i timen her.
Ens ansigt krøller sig fuldstændig sammen. Ligner en mellemting mellem Grev Ingolf og frøen Kaj.
Har virkelig lyst til at snige mig ud i aften ved mørkets frembrud og gnide stearinlys på skinnerne.
Heldigvis stopper togene med at køre derude om en måneds tid. ("Jubii, problem solved", tænker I nu).

Nej.


For så skal skinnerne repareres og udskiftes. Og slibes. Og sådan noget gør man selvfølgelig om natten, "for at genere så få mennesker som muligt".
A' hva' for noget?
Regner de med at vi er ugler? At vi ikke sover om natten? Lad mig pointere, at fra vores soveværelsesvinduer, er der kun en afstand på 5 meter hen til skinnerne.




Nå...det er 2. pinsedag, og man kan sove længe. Og "man" inkluderer åbenbart ikke Rødhætte.
Så lige nu ligger Gråstænkt og bobler, knager og snorker trygt dernede under gulvbrædderne. Til gengæld har jeg fået morgenkaffe på terrandaen i morgensolen. Trods alt ikke et helt dårligt bytte.
Og så kan jeg da lige få tjekket op på lokalnyhederne på nettet.
Midtjyllands Avis har breaking news.


"Fredag eftermiddag blev politiet tilkaldt til mc-klubhuset på Søndergade i Kjellerup.
Ved 16-tiden havde en af medlemmerne opdaget et indbrud i klubhuset.
To-tre kasser øl var væk, og ved klubhuset traf han en 18-årig mand fra Kjellerup.
Den unge mand fortalte, at han havde set en sølvfarvet Peugeot køre fra huset. Det kunne være tyven, mente den unge mand.
Motorcyklisten troede ikke på den historie. Han mente, at det var den 18-årige, som var indbrudstyven.
Men øllene var væk, og den 18-årige afviste at være gerningsmanden.
Den tilkaldte politipatrulje afhørte den unge mand og sikrede sig nogle DNA-spor. Søndag aften fandt en hundelufter så to kasser øl, der var gemt i et buskads bag klubhuset. Når svarene fra DNA-prøverne foreligger, kan man komme videre i sagen, oplyser politiet i Silkeborg."

Det er jo lige en sag for CIA. Eller Mulder og Scully. DNA-spor. Har de virkelig seriøst leget Rejseholdet og brugt tid og ressourcer på at indsamle det? Og hvad er der med "to-tre kasser øl"? Har klubhuset ikke selv styr på, hvor mange øl de ligger inde med? Ej men, for fanden.