Jeg gentager: Dette er et gæsteindlæg. Skrevet af Tante...ehmm...Lilla. Jeg gør opmærksom på, at følgende ikke er Rødhættes ord eller holdninger.
Hej, jeg hedder Tante Lilla og jeg har fået lov at skrive et gæsteindlæg her på den helt vidunderlige, skønne, smukke, dejlige Rødhættes blog.
Jeg er i arbejdsprøvning og det er virkelig en prøvelse.
Jeg har aldrig før nu følt mig så gennemsyret normal. Men okay, hvordan fanden skal man ellers kunne andet, når man er omgivet af 92 forskellige diagnoser fordelt på 17 andre deltagere i arbejdsprøvning. (Den sjoveste er fandeme Tourette).
Min sagsbehandler vil gerne have mig videre til et andet sted. Faktisk er hun skide sød og ser mig som det menneske jeg er. Og jeg er vild med hende, så det er pure låååååve.
Men: (Ja, I kunne nok godt ligesom fornemme at dette indlæg ikke skriger langt væk af candyfloss og raindrops on roses.)
Stedet har en øverste leder. Det er ham, som skal være den stærke overskudsperson, som kan hjælpe folk videre. Men ak. Ak for helvede! Manden er en større hypokonder end Rødhætte. (Og DET siger dælme ikke så lidt).
Nu har han noget flapreværk et sted i kroppen, som skal opereres væk. Akkurat ligesom når man fjerner en galdeblære eller en kønsvorte. Og manden er elendig. Jøsses, hvor er han elendig. Han er lige pludselig den svageste på teamet. Og sygemelder han sig? Næehh nej, for så får vi andre jo ikke æren af at se ham liste gråbleg rundt i lokalerne, mens han holder en hånd mod kroppen, hvor det nu lige gør ondt og med forpinte øjne, som desperat søger en sjæl, som kan fodre ham med medlidenhed. Og 88 pct. af tiden er han ikke til stede. Næh, så lukker det lille pus sig inde i et bette rum, hvor han sikkert sidder og hyperventilerer og kimer sygehuset ned. (Som faktisk afviser ham. Har han fortalt. Ja, gad da lige vide hvorfor?!)
Allerede fra starten havde jeg på fornemmelsen, at jeg vist var for kendt og normal til dette sted. Altså, når man skal springe for livet flere gange om ugen, fordi svagtseende (?) individ flakser gennem rummet med arme og ben fræsende rundt om kroppen i alverdens retninger og når man i frokostpausen befinder sig midt i en diskussion om østrogen ikke er betegnelsen for brint, så ved man bare, at selv Miffy fra Anstalten ville råbe: "Jeg skrider. I er simpelthen for dumme".
Jeg magter dem ikke! Og hver dag når jeg skeløjet går derfra, så spørger jeg mig selv igen og igen: Hvordan er det muligt at samle så meget dumhed på så få kvadratmeter?
Bare for at nævne nogle få eksempler, så kan jeg fortælle, at jeg er i det fornemme selskab med blandt andet: Rubberface, Anusmund, Svingarm, Hystaden, Dramaqueen og Pendulet.
Og så tror de fandeme vi skal være bedste venner. Som om! Jeg gider sgu da ikke være støttepædagog uden at få penge for det.
Men jeg må være fejlplaceret. Det siger min anden chef også. Heldigvis har jeg hende. Hun er meget mere end en chef. Hun er en som jeg glæder mig til at hygge med en aften, når jeg har fået gnavet kontrakten over derude på...ja...anstalten.
Jeg knokler på livets løs. Arbejder både alene, men fungerer også som hjælpelærer for spaderne. Der er lige et par piger, som er virkelig søde. Men ellers består det udelukkende af kromosonfejl, ufrivillige spasmer og verbale opkastninger, paranoia, stupiditet og ubeskrivelig dumhed.
Heldigvis stopper jeg om få uger. Og jeg lover, at jeg vil hoppe gadedrengehop hele vejen hjem den dag.
Nå, men tak for jeres tid. Nu vil jeg lade den dejlige søde nuttede kære elskelige og lækre Rødhætte få sin blog tilbage.
