Jeg er virkelig ikke glad for hippidihoppydihappy mennesker, som mener at deres lod her i livet, er at være påtaget optimistisk og kvalmende moralsk.
I kender godt typen. De mener at "alt sker med meeeening (de taler meget langsomt og tydeligt), når en ny døøøør lukkes, så ååååbnes en ny og nederlag gør stærk!! (Det sidste siger de med en knyttet sejsnæve og et selvtilfreds smil).
Jeg kan ikke klare dem. For en ting er at de er sådan, noget andet er når de vifter med den moralske pegefinger, hvis man ytrer utilfredshed over noget. "Ej, nu skal du stoppe med at klaaage over vejret. Ja, det er 49 grader i skyyyyggen, men nu skal vi jo nyyyde det gode vejr, mens vi haaar det."
Hold nu din kæft! Hvis du virkelig er så meget i kontakt med dine følelser, så burde du jo netop hylde samtlige følelser. For ved du hvad? Det er ikke kun de negative følelser der kan være belastende for andre at høre på. Det kan de positive også, hvis det bliver belærende, moraliserende og påtaget.
Alle følelser er okay at føle. Kunsten er at kunne administrere de følelser, så de ikke bliver ødelæggende for os selv og andre og så det ikke bliver en selvopfyldende profeti.
Så det er naturligt at være glad for 49 grader og en svag vind fra syd. Og det er naturligt at være irriteret over ingen vind og saunavarme. Bare man ikke forpester og belærer andre pga. deres mening.
Det er også naturligt at blive trist over at ens marsvin dør. Men det er ikke sundt at sylte sorgen. Og det er bestemt heller ikke sundt at købe et nyt marsvin og derefter udelukkende gå og forberede sig på, at det dør.
Et nederlag på jobbet, gør bestemt ikke automatisk et menneske stærkt. Tværtimod kan personen blive skrøbelig efter efter nederlagets størrelse. Og det er også okay. Det er helt okay at være menneske og reagere på følelserne. Men det er ikke okay at bringe en semi-permanent dårlig stemning med sig og trække andre med ned. Man har et ansvar over for sig selv og hvis livet gør alt for ondt eller hvis problemerne bare hober sig op, så har man et ansvar for at få rettet op på dem eller i det mindste få sorteret i dem. Man kan ikke bare lade stå til og vente på at andre kommer og ordner det. Men man kan bede om hjælp og få fire hænder i stedet for to hænder til at hjælpe.
Så kys nu følelserne og omfavn dem og giv dem den opmærksom de fortjener. Men lad være med at adoptere dem.
