Midt i morgenmaden på jobbet blev der ikke kun serveret boller, ost, jordbærsyltetøj og kaffe. Næh, i dag blev verdens ondskab også sat på bordet. Det var ikke koriander, nej. Det var slet ikke spiseligt. Faktisk gav det kvalme og ondt i maven.
Vores flygtningekvinder er selvfølgelig meget berørte af den seneste ondskab i Syrien med gassen. Især dem, hvis hjemby der var tale om. Der blev vist en video på en af deres mobiler. En video med døde børn på række. Velbekomme.
Som en refleks og helt uden at tænke over det, rejste jeg mig og gik. Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg følte jeg skulle kaste op og tårerne prikkede i øjnene. Men for helvede...De stakkels flygtninge ville sgu nok ønske, at de havde det som mig. I deres verden ville det jo nok desværre føles okay. De er groft sagt vant til ondskab og til at få det serveret på et råddent træfad konstant.
Og det gør mig så inderligt ondt. Hvad fanden er det for en verden vi lever i? Hvad fejler de syge idioter, der mener, at de er i deres gode ret til at smadre andre menneskers liv?
"Hey, jeg har en idé. Lad os gasse dem. Det virkede i 40'erne. Det virker sikkert endnu".
Hvordan kan mennesker blive så onde? Vi har da alle været børn. Uskyldige børn. Hvordan kan det gå så galt, at nogle mennesker vokser op og bliver til uhyrer?
Jeg gik tilbage og satte mig ved bordet. Faktisk skammede jeg mig over, at jeg var gået. Det er deres verden. De kan ikke flygte fra den. Heller ikke selv om de er flygtet her til Danmark. De kan ikke bare rejse sig og gå fra bordet og alle dets elendigheder. Det omringer dem hele hele tiden. For nok er DE i sikkerhed her, men de har alle stadig familie og venner, som ikke tog flugten. Og nogle af dem har så betalt for det med deres liv.
Mens vi sad der og en af kvinderne sad og græd, kunne jeg mærke en afsky vælte rundt i kroppen på mig. En vrede. Og en frustration over de danskere, som bor under en sten og som ser det som deres pligt at udgive deres klamme menneskesyn og tanker på de sociale medier i form af kommentarer til artikler om flygtningene.
De aner ikke hvordan virkeligheden er. De har aldrig talt med en flygtning og de har dælme heller ikke tænkt sig at prøve. (Med mindre de skal bestille en nummer 69 med ekstra bacon og oregano).
Deres viden om flygtninge stammer fra Ekstra Bladet, Den Korte Avis og fra deres fordomme. Og man behøver ikke kende dem for at vide hvad deres meninger og argumenter er.
- "De skal bare hjem igen. Vi har ikke plads til dem" Så må vi hjælpe i nærområderne".
(Fedt. Klart! For hvis det var i Danmark at bomberne føg om ørene på dig som spyfluer omkring din salamimad en varm sommerdag, så ville du helt klart også bare tænke: "Jeg bliver her. Der kommer nok nogen fra nogle rigere lande og hjælper os her i nærområdet")
- "Vi skal hjælpe vores ældre og hjemløse først!"
(Eller også kunne vi hjælpe dem alle? Var det en idé? Og har du evt. fattet, at det er alvor i Syrien? At dér handler det ikke kun om våde bleer og manglende personale? Og tror du selv oprigtigt på, at vores politikere ville drysse glitter, lykke og overskud over vores svageste, hvis grænserne blev hermetisk lukket? Og hov, støtter du selv de hjemløse? Det tæller altså ikke, at du engang købte "Hus Forbi" og gav manden en tyver ekstra mod det krav, at han ikke måtte bruge dem på øl?)
- "De er syge i hovedet. Islam er sygt! Islam er ondt! Vi skal ikke have Islam i Danmark. Det betyder terror".
(Åh, luk røven. Gider du? ER du overhovedet klar over, at IS dræber flere muslimer end kristne? Er det muligt for dig at stikke bare den ene fod ud af dit lumre indelukkede fortelt? Eller har du det bare i bund og grund bedst med at hade alt, som du ikke kender?)
Jeg bliver så træt. Og trist. Den største trussel mod verdensfreden er ikke engang IS. Det er snæversynede mennesker, der passer sig selv og kun udviser næstekærlighed overfor dem de kender og som dagligt sår flere mistroplanter og uvidenhedsbuske i deres danske muldjord.
Man må godt være bange for andres religion. Man må godt frygte det ukendte. Man må godt føle sig patriotisk. Men hvis man ikke forsøger at opsnuse sig viden om emnet, så man kan få be- eller afkræftet sine bange anelser og fordomme, så skal man fandeme skamme sig noget så eftertrykkeligt. For så VIL man bare skabe uro. Og dét er edderrøvme klammere end indholdet i Fru. Jørgensens fyldte ble.
