torsdag den 21. april 2016

Mød mig på Facebook

Så fik jeg taget mig sammen til at lave en Facebookside. Ikke at jeg ligefrem regner med, at den bliver en succes på nogle måder. Men jeg vil gerne invitere jer til at synes godt om den. Jeg kan så ikke love, at der sker skide meget. Men jeg ser da muligheder. For der kan jeg da evt. poste alt det ukorrekte, som jeg ikke vil smide på min private profil. Haha!

Nå, men kig forbi og giv et like. Eller lad være. Jeg hader selv, når folk tvinger mig til at synes godt om sider, som jeg faktisk ikke gider.


Rødhætte på Facebook



Men bortset fra det, så sker der ikke det vilde her i hytten. Jeg arbejder. Og hygger. Og ser dokumentar om slemme mord og World Trade og Michael Jackson, som jeg pludselig sørger over med syv års forsinkelse.
Ved ikke lige hvad der skete der. På den anden side; hvem siger han er død?


Efter to weekends i træk med lidt for alkoholplaget lever, glæder jeg mig til en weekend helt uden tømmermænd. Skal lige arbejde i morgen, og så - og det må man ikke sige højt - glæder jeg mig lidt til, at Ugledatteren tager op til sin far lørdag/søndag.
Jamen jo, det gør jeg. Og det handler ikke om, at jeg er en led mor. Men ærligt talt; de to dage om måneden, hvor jeg er alene hjemme i hytten, er altså ret meget velvære for mig.
Så er det sgu bare en skam, at lørdagen ikke skal fyldes ud med lækker kopulering og grynt og nus ad libitum.

Men jo, fandeme...jeg kan lide det! Det var jo noget andet, da teenagerne var børn. Men de er jo voksne. Og det burde være en menneskeret med mindst én dag om måneden (mindst!), hvor man havde alenetid .
Og helt ærligt...halvdelen af eftermiddagen kommer sgu nok til at gå med at fjerne vinterpelsen. Her indrømmer jeg blankt, at der ikke er sket nogen form for trimning, siden julefrokosten. (For så horny var jeg åbenbart, at jeg planlagde sexytime hjemmefra). Og derefter har områderne bare ligget brak.
Men nu kommer solen snart. Og uden at afsløre for meget, for jeg praler ikke og kiss & teller heller ikke - men aldrig nogensinde mere vil jeg risikere at havne i armene på en skøn mand og alt for sent komme i tanke om, at der nok sidder angorakaniner derude med mindre pels, end jeg præsterede. Aldrig mere! Det er så skidt for selvværdet :-/ Og katastrofen bliver jo total, når undtagelsestilstanden breder sig ned til tåneglene, som nok ikke ville tage skade af at breme ned af en grov-asfalteret vej på cykel med 43 km/t.

Gud, hvor er jeg egentlig led ved mig selv. Hvordan kunne jeg lade det komme dertil? Og hvordan kunne jeg glemme det og først opdage det alt for sent?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar