Jeg er nærmest besat af den influenza alle taler om. Det er sådan ca. hver anden dag jeg går helt i selvsving og er sikker på, at NU rammer virussen også mig. Man er vel hypokonder.
De andre dage render jeg så rundt og føler mig stolt over mit immunforsvar. Folk omkring mig smider sig på stribe med feber og hoste og smerter i samtlige led, men jeg er resistent!
Men i nat fik jeg det første varsel om, at jeg måske muligvis nok havde feber. Har ligget under to dyner og frosset og sitret, og så var der drømmen jeg havde i nat. Godt nok drømmer jeg meget og ofte yderst bizart, men når drømmene peaker på dette område, plejer det at være en ret god indikator for, at feberen er statist i den film, der udspiller sig på mit søvnlærred. Og nu advarer jeg på forhånd, for det er virkelig en klam og fuldstændig vanvittig drøm jeg havde.
Jeg lavede i bukserne. På vej ind i Føtex. Af uvisse årsager, havde jeg forinden åbenbart spist ret store mængder Whiskas tørfoder, og de trillede ud af trusserne på mig. Mange af dem noget opsvulmede.
Og så sad jeg der - på kundetoilettet i Føtex og solgte billigt kattemad. Der var en kvindelig kunde, som undrede sig over, at de var så opsvulmede, men hun købte dem alligevel.
Jeg burde nok bare kontakte en psykiater...
Nå, men martyr som jeg jo er, skred jeg alligevel på arbejde. Og det gik også fint - lige med undtagelse af, at jeg frøs ualmindelig meget.
Og nu er jeg så kommet hjem. Og er fuldstændig gennemkold. Og øm i mine led og mine fingre.
Det må være træthed. Og menstrationsfølger. Det må det være. For jeg har ved gud ikke tid til at have influenza. Som i: Overhovedet ikke.
Jeg hader selv den formulering. Det lyder fandeme så "I-skal-ikke-tænke-på-mig-jeg-kan-sagtens-bygge-den-hytte-selv-om-jeg-har-49-i-feber". Med violinspil i baggrunden og en teatermaske med et trist, men tappert smil. Hvis man får influenza, får man influenza. Og så er den sådan set ikke meget længere.
Alligevel pipper jeg et "jeg har ikke tid". Det har jeg altså ikke. Der er så meget på jobbet, og hvis jeg smider mig på langs, sender jeg mine kollegaer på dobbeltarbejde.
Så nope! Det er bare træthed, der er skyld i min frostkrop. Nu drikker jeg et stort krus te, tager et varmt bad og går tidligt i seng. Og så er jeg klar igen. Så må influenzaen lige vente en uges tid. Tak.
