torsdag den 3. december 2015

Tiden læger alle sår

...og jeg har allerede fået et helt usynligt ar.  Faktisk har der været befriende stille på min Facebook efter jeg blev fyret fra genbrugsgruppen.

I stedet blev jeg lige voksen igen og kastede mig over valgnyhederne. Den havde jeg ikke set komme. At det blev et så stort nej. Jeg havde troet det ville ende som en valggyser med en kneben sejr til ja.



Jeg stemte ja.


Og det var en svær og forvirrende beslutning, som jeg brugte lang tid på at komme frem til. (Og det hjalp jo ikke, at min yndlings-Johanne var nej-siger. Det satte mig blot i et endnu større dilemma).Men jeg valgte simpelthen ud fra: "Vi bliver nødt til at følge med tiden og udviklingen". Lidt ligesom jeg voksede fra at male mine vægge med en led græsk natursvamp i to forskellige nuancer af laksefarvet og som faktisk fik rummet til at føles som om man sad inde i maven på en velvoksen laks.

Men det blev så et nej. Og jeg drikker ikke gravøl. Men jeg afventer godt nok spændt de evt. konsekvenser.

Og så må jeg altså bøje mig i mit støvede forudindtagede fordomsfulde støv og sende et virtuelt "sådan, gamle dreng"klap på skulderen til Lars Løkke.
Jeg er ikke vild med manden. Jeg afskyr hans politik. Men han tager sgu nej'et på en fin måde.

Så stort et menneske er jeg ikke. Var jeg statsminister og tabte jeg noget, som jeg troede inderligt på, ville jeg komme skulende ud til pressemødet. Evt. sparke til en dørkarm. Tale og svare i énstavelsesord og blive spottet 5 timer senere af Se & Hør på en bar - stangvissen og lidt for snakkesalig med pressen, hvor jeg ville bitche inderligt over resultaterne - kun afbrudt af periodevis sangudbrud.


  "First I was afraid, I was petrified...And I'll survive, I will survive, hey, hey...It took all the strength I had not to fall apart Just trying hard to mend the pieces of my broken heart...Go on now, go walk out the door...Just turn around now 'Cause you're not welcome anymore...I WILL SURVIVE".







Ingen kommentarer:

Send en kommentar