onsdag den 2. december 2015

Stik mig lige en medalje, tak!

Min kollega er syg. Og man ved først hvad man har, når man ikke har det længere.

Ja, det er et luksusproblem. Jeg ved det. Men jeg er jo ikke vant til at skulle vaske op efter mig selv. Jeg laver bare mad og sender opvasken ud til hende. Og vupti; så kommer det rent retur et stykke tid senere.

Hold nu kæft, hvor bruger jeg mange ting, når jeg laver mad! Det skal jeg da lige love for jeg fandt ud af i dag og i går, da jeg skulle ordne hendes arbejde. Burde muligvis skrive det bag øret og se om jeg ikke kan begrænse mig lidt fremover. Sgu da synd for hende, som jeg bare vælter opvask derud.

Men jeg synes alligevel jeg fortjener en medalje. Ikke nødvendigvis af guld eller sølv. Sølvpapir kan godt gå an.
For selvfølgelig og med mit held, valgte sløvhed og blarh at indtage min krop i går. Og melde mig syg kunne jeg ligesom ikke rigtig. Bvadr, jeg var klam. Total våd over hele kroppen. Måtte kæmpe mig igennem arbejdsdagen med en overdosis Panodil i kroppen for at slå feberen ned. Og jeg havde voldsomt ondt af mig selv. Vær ikke i tvivl om det. Blandet med et ordentlig skvæt "martyr-for-jeg-er-så-tapper-det-skal-nok-gå", var jeg virkelig mit allermest ucharmerende jeg.

Var nær aldrig kommet hjem fra arbejde. Gåturen føltes u-o-v-e-r-s-k-u-e-l-i-g og jeg overvejede et kort øjeblik at bestille en taxa. Men eftersom arbejdspladsen kun ligger to km. fra mit hjem, syntes jeg alligevel det ville være pænt pinligt, at mine kollegaer kunne se mig stige ind i en taxa og tøffe fra arbejdet.
Havde godt nok overvejet at gå et stykke vej og praje vognen dertil, så ingen opdagede det. Men kom i tanke om, at så ville jeg alligevel være endnu tættere på mit hjem.

Så jeg gik. Og lod elendigheden svøbe sig omkring mig, da jeg kom hjem. Nøj, det var ynkeligt. Jeg lignede jo en gigtplaget person der skulle løfte et klaver op ad en trappe, da jeg skulle sluge et par panodil, Uha da, så sølle...De to piller vejede jo nærmest 53 kg. i hånden på mig.

Og så tudede jeg. Mange gange.

- Over min juledekoration, som bare slet ikke blev så pænt, som jeg gerne ville have haft den skulle være.
- Over en dokumentarudsendelse om døve mennesker og hvordan de hører lyde, når de får indopereret en høredims i hjernen. Nærmest robotlyde.
- Over en seddel i postkassen om at der er varmeaflæsning på fredag. Fordi det ligesom kræver den årlige oprydning visse steder i kælderen, så den stakkels varmemand kan komme til.
- Over jeg ikke kunne finde mit nøglekort.
- Over synet af mig selv i sofaen, for det var da faktisk synd for mig. Ret meget endda.
- Over det skide valg i morgen, fordi jeg aldrig tidligere har været så meget i tvivl. Følte mig som en mental tilbagestående person, som ikke kunne lægge 2 og 2 sammen. Og kunne slet ikke overskue konsekvenserne af et muligt fravalg til en nej-stemme eller en ja-stemme.
- Og over ting, som jeg slet ikke er klar over hvad var.

Men så fandt jeg en fed serie at fordybe mig i og glemte faktisk helt at have det skidt.


I dag har jeg det meget bedre. Jeg huskede også at tage bamsestøvlerne af og hoppe i arbejdsskoene (med ventilationshuller) og måske - bare måske - var det slet ikke feber i går? Måske var det kombinationen af meget tykke sokker, meget forede støvler og et varmt køkken, som fik min kropstemperatur til at stige?

Jeg skal ikke kunne udelukke det.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar