søndag den 18. oktober 2015

"Kære" Lars Løkke & Co.

I får masser af breve, vil jeg vædde med. Ikke just fanpost, men nok nærmere ulykkelige breve fra desperate borgere. Og det kan man jo ikke undre sig over.
Hvad man til gengæld kan undre sig over er jeres tilsyneladende totale blottelse for social IQ og empati, Det må jeg sgu indrømme; det skræmmer mig faktisk, at typer som jer skal have så stor magt.

Vi kan aldrig blive uenige om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Personligt har jeg kæmpet mig op fra mere lort, end der bliver produceret på Roskildefestivalens toiletter.
Godt nok kun fra at være det -  som i jeres øjne er et totalt unyttigt udskud på kontanthjælp - og til et fleksjob. Så man kan jo sige, at jeg nok aldrig bliver betragtet som en reel arbejdskraft i jeres øjne. Men hey; her er det jo så, at jeg er så heldigt stillet, at jeg har en social og menneskelig IQ, som  - trods alt - ikke er i så stor restordre, som jeres.

Men jeg har været nede i lortet. Og jeg kom op igen. Og jo, min livskvalitet er boostet betragteligt efter jeg fik smidt den stribede kontanthjælpsfængselstrøje og langt om længe kunne hoppe med på toget ud i samfundet. (Med gyldig billet und alles).
Fortjenesten har mest af alt været min egen. Men at det skete i en tid, før I fik en mental Hitler-Holocaust-agtig simultan hjerneblødning, har klart været til min fordel. For hvis jeg var blevet straffet økonomisk i en sådan grad, at jeg ikke havde haft råd til min lejlighed og ironisk nok heller ikke havde haft råd til indskud til en billigere lejlighed, så tror jeg sgu egentlig, at jeg stadig havde tullet rundt i kontanthjælpssystemet, mens jeg med gavmild højre hånd fodrede mig med kemisk livskvalitet i form af anti-depressiv medicin.

Men jeg nåede i mål før jeres batterier var ladet op. Og jo, jeg kan sagtens tilslutte mig, at det skal kunne betale sig at arbejde og at kontanthjælp ikke skal være verdens længste forlængede weekend på det offentliges regning.
Derfor har jeg heller aldrig brokket mig over, at jeg røg på den nye fleksjobsreform. Hvorfor fanden skulle jeg? Den største gevinst havde jeg jo allerede fået. Nemlig at være ude af kontanthjælpssystemet. Og endda med yderst søde sagsbehandlere i ryggen, som oprigtigt kun ville mig det bedste.

Men det var dengang. Nu er det nu. Nu står andre i min situation. Fastlåst på kontanthjælp. Med et selvværd på størrelse med Anders Breiviks sans for medfølelse og en psyke, som bare er smadret så meget, at hele hverdagen skal være med så meget struktur som muligt , hvis de skal kunne opretholde bare en snert livskvalitet. Der står de. Med jer i nakken, som med jævne mellemrum kaster en bombe med forvarsler om: "Hvis du tror livet gør ondt nu, så skal du bare se hvad vi har i godteposen til dig. Nu bliver det rigtig hårdt!".
Og I fatter ikke en skid. Og hvis I gør, jamen, så er det endnu værre. For så er I bare pisseligeglade.
For I skal jo spare penge i en sådan grad, at det bliver en moderne udgave af Holocaust. Ikke med gas. Det er trods alt for dyrt. Men I er i fuld gang med at skille fårene fra bukkene og få udryddet de ressourcesvage.


"Det skal kunne betale sig at arbejde" (I kan godt høre det? Ikke? En 2015-omskrivning af Arbeit macht frei".)


Jo tak, det skal det. Men det skal edderrøvme også kunne betale sig at leve. Så fortæl mig venligst; hvilken sten har I sovet under?
Hvordan fanden er I kommet frem til den konklusion, at psykiske lidelser/skavanker, fysiske lidelser/skavanker kan forsvinde som dug for solen, hvis man bare lige gør livet endnu mere surt for dem? Hvrdan er I kommet frem til den konklusion, at hvis man sender folk ud i et økonomisk helvede med en forværring af en evt. psykisk sygdom til følge, så bliver de bare så klar til arbejdsmarkedet? Og så pibler det frem med ledige stillinger, som antallet af rotter ved et brud på et kloakrør?



Jeg gider ikke tale til jeres bedre jeg. Ærligt talt, hvorfor skulle jeg? I lytter jo ikke uanset hvad. Så hvorfor ikke bare kalde jer det I er: Nogle uintelligente røvhuller, som ikke har begreb om, hvordan det virkelige liv ser ud. I ved, sådan hernede i lerhytterne, hvor man ikke scorer høj ministerløn, fratrædelsesgodtgørelse, lækker pension - både til jer og jeres familie.


Vil I høre noget sjovt? Faktisk er det ikke sjovt. I hvert fald ikke for os, som har kontakt til virkeligheden. Men jeg er sikker på, at I vil finde det pænt underholdende.


For et år siden gik jeg i sort. Fuldstændig bukket under af stress. Og jo, det kan man sagtens på fleksjob. Google det, og I vil finde svaret.
Men det var sgu ikke ret godt. Det var det ikke. Jeg kunne ikke handle, for der var for høje lyde. Jeg kunne ikke sove, for tankerne red mig hårdere, end en luder rider en kunde først på måneden.
Jeg orkede ikke at gå i bad og tømme opvasker på samme dag.  Men jeg sygemeldte mig ikke. Og ved I hvorfor?
Jeg turde ikke. For jeg havde lige mistet mit job og var så svineheldig, at jeg blev tilbudt et nyt samme uge. Og sådan som velfærdssystemer allerede så ud dengang, var det bare ikke noget man turde: At lytte til sig selv og sige: "Hey...mit hjerte banker så mærkeligt hurtigt. Min krop opfører sig sært. Jeg er svimmel og jeg føler jeg kan dejse om hvornår det skal være".

Det turde jeg ikke. For nok havde jeg det så dårligt, at jeg overvejede at hænge mig selv en lille smule ude i carporten. Men jeg kunne slet ikke overskue, hvis jeg skulle blive en af samfundets svage usle mennesker igen, som den blå regering hader omtrent lige så meget, som gartnere hader dræbersnegle.
Så jeg tog nogle måneder i helvede. Og med støtte fra kollegaer og med et indtag af pandodiler, Ipreen og kodymagnyl og et endnu større indtag af syreneutraliserende medikamenter til maven, kom jeg igennem det. Sådan da. Jeg skal stadig ikke handle i primetime. Og jeg har stadig ikke plads til at være spontan. Men jeg lever. Og jeg er i arbejde.
Men det er fandeme sørgeligt, at det er der vi er havnet. At man hellere vil smadre sin krop med et hjemmeapotek og en omgang stress, der æder ens livskvalutet, end man vil stoppe op og lytte til sig selv og tage en sygemelding.



Kan I se det? Eller vil I gerne have anekdoter fra mine timer på toilettet, hvor jeg var overbevist om, at jeg nok snart sked min lever ud, sammen med min mavesæk i flammer? I siger bare til.


Hvad er det I vil?  For enhver ved jo, at dette kun er starten. I er jo kun lige begyndt. Er opgravningen på Torvet i Silkeborg i virkeligheden et nyt gaskammer? Og ikke den påståede nye p-kælder?
Jeg er virkelig oprigtig nysgerrig. På jeres agenda. Men endnu mere om hvordan det er muligt, at man kan sidde i regeringen, når man intet begreb har om de mennesker og de forhold, som man er i gang med at smadre.


Med venlig hilsen

Rødhætte


P.S
Jo, der findes også røvhuller på kontanthjælp, som malker systemet. Det gør der. Men der findes også røvhuller i regeringen, som laver løftebrud og får erektion af det på samme tid. Sådan er der så meget.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar