søndag den 19. april 2015

Jeg har en kage i ovnen (plus noget om mænds størrelse)

Altså en brownie. [brawniii]. Og mens den hygger sig derinde, kom jeg til at tænke på noget...

Hver eneste mand jeg har kendt, har gjort det samme, når de stod uden tommestok eller cenitimetermål og skulle måle noget: De har alle taget et forholdsvis stort skridt og sagt: "Det er en meter!" med et stolt "hvad skulle du gøre uden mig?" smil. 

Men...?

Altså...jeg har kendt meget forskellige mænd. Nogle har været ret høje - omkring to meter. Andre har været midt imellem. Og så har der været et par gnomer, som kun var et par cm. højere end mig, Men fælles for dem alle har været: 

"Tag så langt et skridt du kan og du har målet på en meter!".



Nå, men det skal man nok ikke tænke så meget over. 


Noget helt andet er; hvad fanden sker der for april? Jeg synes lige vi er startet på måneden? 
Kan man ikke lige pause? Bare et par dage? For jeg synes faktisk, at jeg begyndet at blive lidt nervøs...
For fra d. 1. maj er jeg helt alene på jobbet. Sådan...for real. Og hele tiden. Det er ligesom en del af min nye kontrakt. Og selv om jeg ikke tvivler på jeg kan bestride jobbet glimrende, bliver man sgu da lidt uhuh i maven ved tanken om, at man ikke længere har en kollega, som man kan sparre med. Eller læne sig op af. Eller tænke; det er hende der bestemmer her i køkkenet.

Det bliver mig der bestemmer i køkkenet. Det bliver faktisk mit køkken. (Altså...ikke juridisk). Men det bliver mit. 
Statusliderlige ville kalde det køkkenchef. Jeg nøjes med at kalde mig "udvidet køkkentrunte". Eller "køkkenmutter". 

Mit! 



Pisse fedt og lidt skræmmende på samme tid. 

Laver lige en liste over fordele og ulemper:

Fordele:
- Mit køkken! Mit mit mit! 
- Mig, der bestiller varer og bestemmer hvad der skal bestilles. 
- Mig der bestemmer, hvad folk kan bestille af mad.
- Jeg skal lave masser af kager! (Yay!)
- Jeg skal lave lækre småretter, som jeg kan nusse om og give wow-faktor.
- Det er mig der har kaffen! Kaffe = magt. Folk elsker kaffe. 
- Jeg kan synge med på alle sange i radioen når jeg arbejder uden at spekulere over, at andre synes det lyder ad helvede til.
- December bliver en fryd. Jeg vil forkæle dem med hygge og julekager og julemad og dufte, som giver deres næsebor orgasme.
- Får mit eget skrivebord og computer. Overvejer at gå all-in og proppe bordet med billedrammer af teenagerne, familen, vennerne og min imaginære kæreste. Måske et bjørneskind på gulvet? Og en reolvæg bag mig med masser af bøger, som jeg aldrig får åbnet? En Chesterfield øreklapstol i kontorstol-udgave? Cigarer i en æske? 


Ulemper:
- Ingen at skyde skylden på, hvis noget går galt.
- Opvasken er mit ansvar.
- Rengøring ditto.
- Kommer til at savne min kollega og vores snakke og grin.
- Hvad nu hvis jeg glemmer noget?
- Hvad nu hvis jeg kommer til at futte stedet af?



Har allerede tyvstartet og bestilt lækkerier til mine fremtidige bestillinger. Gik ikke helt som ventet. Havde overset at nogle af varerne kom i en kasse med mange af slagen - og ikke enkeltvis. 
Kunne heller ikke helt forstå, at bestillingen lød på så mange penge. Men når man bestiller én pakke frugtpuré og modtager 12, så skal det selvfølgelig løbe op, når man gentager bommerten flere steder i indkøbskurven.