tirsdag den 3. februar 2015

Mit hjem ligner noget, der er vendt med vrangen ud




Når man scroller ned over sit nyhedsfeed på Facebook og hvis man lige ser bort fra de obligatoriske få, som elsker at smide clifhanger-opdateringer ud i stil med: "Er bare så trist. Og vred. Puha, hvad sker der lige? Ej, hvor er jeg skuffet" - og som efterfølgende - når der bliver spurgt ind til det, svarer: "Jeg vil ikke tale om det", så kan vi måske godt blive enige om, at Danmarks lykkeligste mennesker bor på Facebook?

Perfekte lønrammer, fine biler, altid pæne portionsanrettede tallerkener med tirsdagens "jeg-orker-ikke-at-lave-mad-så-familien-må-nøjes-med-smørdampet-hummer-på-bund-af-trøfler-og-kaviar-og-langtidssimret-forkælet-enebarnssvin - perfekte kanelsnegle, som ville få Claus Meyer til at tude af misundelse - Astrid Lindgren børn foreviget foran pejsen med hashtagget #familiehygge og indtjekninger de helt rigtige steder.

Og jeg er ikke en skid bedre selv. Fastelavnsbollerne ser bare lige en tand mere delikate ud, når de bliver moslet gennem et fotofilter.

Og det er jo også skønt at føle sig overskudsagtig og glad. Det er den fedeste følelse.

Men samtidig nægter jeg at være et påtaget menneske, som lader som om, at "al modgang er livets lærdom" og "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere". For det er jo pissemeget løgn. Der er sgu modgang, som kan knække et menneske totalt. Der findes ting, som muligvis ikke slår dig ihjel, men som forringer din livskvalitet.
Og det er virkelig (med udråbstegn) fuldstændig i orden og menneskeligt at have perioder, som bare stinker så skide meget, at man ville ønske, at kroppen havde en "ctrl. alt. delete" eller "genstart" funktion.

Som f.eks. hvis man rammes af stress.

Det forsvinder ikke af, at man klistrer et smil på ansigtet, smækker Seebachs "Øde ø" på anlægget, spartler bekymringerne og de opsvulmede øjenpartier væk med make up og svarer "fint", når folk spørger, om det går godt.
For det gør man jo. Svarer på den måde. Det er lidt en uskreven regel. Man kan i hvert fald godt fornemme overraskelsesmomentet hos modparten, hvis man i stedet for "fint", svarer: "Det går faktisk ad helvede til", mens underlæben sitrer mere, end kileremmen på den Golf, som i skrivende stund triller forbi ude på gaden.

Stress forsvinder heller ikke af, at man giver sig til at dyrke det, smækker skodder for vinduerne og Gary More på anlægget, mens man studerer den store urtepotte og lige pludselig synes, at den ligner en urne og tager den ene stress-test efter den anden på nettet og stalker netdoktor så meget, at man inden måneden er omme, har 21 diagnoser og en aftale med bedemanden.

Men det forsvinder lige så stille, når man tager det alvorligt og accepterer, at det ikke kan soves væk på en weekend eller kamufleres i photoshop - og når man åbner munden, og sætter ord på. For trods alverdens oplysningskampagner, er det stadig ikke noget, som man taler lige så åbent om, som en gang gigt i knæet eller et hold i ryggen.

"Nåehh...stress siger du? Jo jo, men det har vi alle da. Det er jo svært ikke at have travlt i dagens Danmark".

Hørnuligeher...

Du kan have stress og du kan lide af stress. At lide af stress svarer til at have hamret en hylde op på væggen og glemt at bruge rawlplugs, og så ellers stable 89 mursten og en halv Mazda 323 ovenpå.
Jo mere belastning, jo længere ud af væggen glider skruerne. Og hvis du ikke stopper op undervejs og får monteret hylden forsvarligt, fiser skruerne helt ud og hele dyngen ryger på gulvet.

Og så står man med et stressfilter, som er omtrent lige så utæt, som Låsby-Svendens udlejningshytter og ved lige pludselig ikke, hvordan man skal overkomme at gå i bad og tømme opvaskemaskine på samme dag, og tager sig selv i at tude, fordi det bare var så flot, at Hold Vest gættede prisen i Hammerslag - helt uden at være på hjemmebane.

Det er fandeme grimt. For nu at underdrive. Og det er jo ikke noget man taler åbent om, for når man kigger på Facebook og ser, hvor perfekt andres liv er, hvor mange timer de kan arbejde og stadig have tid til at lave leverpostej, rugbrød, toiletpapir og rødbeder fra bunden af - når man ser Instagram-billederne af rene ryddelige stilrene stuer med strategisk korrekt-placeret rod i matchende farver og når man ser kærestepar erklære deres kærlighed til hinanden på den offentlige opslagstavle, så har man jo virkelig bare ikke lyst til at byde ind og udstille sin elendighed og sige:

"Mit hjem ligner noget, der er vendt med vrangen ud. Mit hoved gør pisse ondt, jeg kan ikke huske, at jeg lovede at besøge Berit i aftes, indersiden af mavesækken føles som Tjernobyl - hov, hvad er det for et girokort med selvlysende overstregning af indbetalingsdatoen? - jeg ligner et før-billede, fordi jeg ikke kan sove, mine øjenbryn er uplukkede og lige så lange, som knurhårene på en Maine Coon kat og nå ja - så føler jeg mig egentlig bare skide utilstrækkelig og konstant i kapløb med døgnets timer. Men ellers går det godt."

Det gør man jo ikke.

Men måske burde man? Man kan vel egentlig ikke forvente accept og støtte, hvis man ikke åbner munden, men i stedet sidder i sofaen under dynen og ligner en sækkestol med rødt hår, mens man tuder over et afsnit af Cake Boss, samtidig med man uploader et nøje photoshoppet bolle-billede på Facebook?

Jeg tror, at jeg fremover vil uploade alt mit grimme bagværk og min overbelastede vasketøjskurv og måske - hvis jeg er en rigtig rebel - et billede af en rykker og et kaffekrus med savlestriber ned af siden.

Bare sådan for at gøre min Facebookprofil lidt mere autentisk. Og for at hilse det uperfekte velkommen. For det er sgu sådan set en del af livet.


1 kommentar:

  1. Nu lægger jeg sjældent noget ud på Facebook men hold nu kæft, hvor ville det være en befrielse at møde et billede af en vasketøjskurv der for længe siden nåede bristepunktet :) Flere af dem jeg kender lægger også 'picture perfect' ind selvom irl ser ganske anderledes ud. I really don't get it..
    Så hep for fanden!

    SvarSlet