fredag den 23. januar 2015

Og så fik jeg tilsendt et spørgsmål...

"Når du nu har så mange fordomme om hvilke typer andre kvinder finder tiltrækkende, gad jeg da godt at vide hvem du vælger og hvad du går efter?!"

(Jeg kan godt lide udråbstegnet efter spørgsmålstegnet).

Ja, jeg går sgu da i hvert fald ikke efter mænd, som sidder i fængslet. Det er da helt sikkert. Og nej nej og atter nej - jeg siger ikke, at samtlige indsatte er slemme mennesker. Men de fleste af dem har sgu en tilgang til loven, som jeg bare slet ikke fungerer med.
Jeg er yderst autoritetstro og kan ikke rigtig se meningen med at bryde loven. (Med undtagelse af mindre trafikforseelser. Mindre...skrev jeg). Det ville svare til at jeg var i et forhold med en racist. Been there - done that - råbte meget af ham. To mennesker med total modsætninger i livsværdier og moral kan bare ikke bygge et normalt forhold op.

Jeg vil da egentlig bare have en normal mand med en forhøjet menneskelig intelligens. En mand, der har et stort ordforråd og ikke er bange for at bruge dem. En mand der kan se det tiltrækkende i ordleg. En mand der ikke er bange for at indrømme, at han gerne drikker mig halvfuld med hensigten om at gøre slemme perverse ting ved mig. (Ikke at alkohol som sådan er nødvendigt, men det er jo hyggeligt). En mand, som ikke læser den korte avis. En mand, som hellere vil se en psykologisk møgklam thriller med mig i stedet for at se "Vild med dans". En mand, som værdsætter musik, vin, mad og ost lige så meget som mig. En mand, som ikke helt kan se sig selv bo i noget, som mest af alt ligner noget fra JYSK eller Biva, men som gerne bruger tid på at støvsuge loppemarkeder og antikbutikker for at finde det helt rigtige skæve møbel. Og en mand, som ikke har det fjerneste imod at se Frasier med mig.

There you go! Det er sgu da meget ligetil og helt uden nykker. Synes jeg.


Og mens jeg venter på, at GLS får pakket ham i bilen, skrider jeg i Super Best og henter ingredienser til verdens bedste fastelavnsboller.