onsdag den 22. oktober 2014

Løbetidshætte

Åh for fanden...Jeg er i løbetid. Eller...det er måske lige overdrevet nok. Går ikke på kompromis med krav og præferencer. Men stadig...ikke?

Jeg savner sådan set vægten af en mand oven på mig. Og mærke et par arme omkring mig. Og kys. Og nus i håret. Og ryk. Og en varm ånde i øret. Og den brummende fornemmelse mod trommehinden ved lyden af en mandestemme  - tæt på.
Og jeg kan ikke engang tillade mig at brokke mig, for jeg leder jo ligesom ikke. Og jeg regner ikke med, at det ringer på døren og han står derude. (Pænt creepy tanke. "Hej Hætte. Jeg er ham du ikke ved, at du mangler. Skal vi smutte i tomandsrum?")



Men jeg savner det.

Årh - og duften af en mand! Hans kropsduft blandet med en lækker aftershave. Grrr! Og begrave næsen i hans skjorte og dufte ham. Eller nuldre næsen mod det helt specielle sted på siden af halsen, som dufter allerbedst.

Og bare noget så enkelt og ligetil som at ligge under en dyne i sofaen og se en film og vågne ved, at han blidt tørrer savlstriben af min kind og tager mine briller af, som er mast skæve mellem armlæn og ansigt.
Eller en tur i Føtex og grine af andre mennesker. (Ikke ondt, of course). Eller sidde i hver sin ende af sofaen med hver sin bog og få nusset sine tæer imens. Uh - og at stå sammen og lave mad og nå at dele en flaske rødvin imens.

At vågne en mørk lørdag morgen og slæbe kaffe og bærbar ind i sengen. (Efter sexytime, selvfølgelig). Bare slumrevågne langsomt. Og senere sætte sig i bilen og bruge dagen på genbrugsjagt og latterkramper.
Købe et krus kaffe to-go, finde en bænk på gågaden og studere mennesker. Gætte hvem de er, hvad de skal, hvordan de bor.
Slæbe tæpper og 8-liters termokande med kaffe eller varm kakao med til stranden en blæsende efterårsdag.
Fodre ænder og udvælge yndlingsanden og give den mere, end møganden, som stjæler fra alt og alle.
Tegne hinanden på ryggen med fingerspidserne og gætte hvad pokker det er.


Nå...


Men det kommer vel en dag. Og kræver muligvis også, at jeg begynder at søge. Jeg orker det bare ikke. Helt seriøst, det gør jeg ikke.
Hele den der usikre opstart, hvor man ikke aner hvem der gemmer sig bag det lyserøde glansbillede. Ny svigerfamilie. Første gang man skal smide tøjet...(oh dear God), de indledende faser..."nå, hvem er du så?....hvor er du opvokset?....hvad laver du?...hvor længe har du været single?...har du nogensinde været utro?...været straffet?....skal du have (flere) børn?...hvad stemmer du på? (er færdig med DF'ere)...er du i hjemmeværnet? (meget vigtigt at vide, før man går videre)....skal vi ses igen?...hvad søger du egentlig?...er jeg den tykkeste kæreste du har haft?...eller den grimmeste?...hvor tit går du egentlig i byen? (magter ikke en voksen mand der leger ung med de unge)...har du stadig din datingprofil?...er du en umoden idiot der glor efter andre kvinder, mens du går med mig i hånden?...du ejer ikke en blue-tooth dims, vel?..."