Ej, men hvor fuldstændig fantastisk kan han da lige være?
Han skulle faktisk have ekstra lommepenge. Med smudstillæg. De køkkenskabe var fandeme et rent fysikforsøg.
Aner virkelig ikke, hvordan det lykkedes mig gang på gang at proppe brød ind bagerst og glemme det i flere uger. Helt seriøst; durumboller skal hverken være grønne eller støve, når man trykker på dem.
Det er jo pinligt!
Eller var. For nu er skabene som en udstillingshylde. Takket være Sundhedssøn.
Men træerne vokser som bekendt ikke helt ind i himlen...
For da jeg så som tak, gik i gang med at bage kanelsnegle og franskbrød til begge arvingerne, var det med en diktator i hælene.
"Hey...gider du lige sætte den der pose mel tilbage på dens rigtige plads?" - "Nu roder du allerede" - "Der skal sukkeret ikke stå" - "Åbn lige lågen igen...satte du ikke krydderiet på den forkerte plads?" - "Nu holder du det altså pænt fremover" - "Og for fremtiden skal brevene ikke proppes ind i køkkenskabet".
(Det var ikke et brev min søn - det var en rykker. For et lorte naturprodukt til 39,-, som jeg købte i et anfald af "Hvis jeg nu siger ja, kan vi så afslutte denne samtale?", da meget skinger telefonsælger ringede.)
Nå, men ellers går det godt. Lortedag i går er i dag afløst af noget bedre. Det er snart ferie. (Om helt præcist tre arbejdsdage). Jeg har fri i morgen. Jeg skal bruge lørdagen sammen med søde venner. Jeg skal hygge med dem der elsker mig mest, når jeg fylder år. Tjekker vejrudsigterne flere gange om dagen, og stoler udelukkende på den side, som lover mest køligt vejr.
Og bossen og jeg har Asti på køl - klar til indtagelse, for ligesom at markere, at ferien kan skydes i gang.
I like it!
