tirsdag den 8. juli 2014

Tankehætte

Hvorfor melder man sig frivilligt til "Luksusfælden"? Jeg forstår det ikke. Nogle gange mistænker jeg personerne for at være fiktive.

Passer det, at myggestikkene ikke klør, hvis man lader myggen suge færdig og flyve væk bagefter? Det giver jo ingen mening. Skulle myggen kunne nå at reagere, når man klasker den og tænke sin allersidste tanke: "Du slog mig i hjel - nu skal du straffes med min gift"? Og skulle den omvendt tænke "Øj, pisse pænt af dig, at du lod mig spise færdig. Nu sprøjter jeg ikke"?
(Alle sprøjter sgu da, hvis de har fået stukket snablen ind).

Hvorfor bliver folk ved med at banke på dåsen, inden de åbner deres sodavand/øl? Tror de virkelig, at indholdet så tænker: "Cool nok, han bankede på, før han gik ind. Nu holder jeg vejret".

Er det virkelig rigtigt, at samtlige problemer med routeren kan løses ved, at man slukker for strømmen og venter et minut med at tænde igen, så reststrømmen kan forsvinde?
Og er reststrøm virkelig dårlig strøm?

Hvorfor er det altid latterlige ting, der spreder sig på Facebook? Senest "Jeg er farven gulblågrønlilla".

Hvordan kan det være, at nogle mennesker ikke bare tier stille, når de har prøvet de hudædende fisk?
Har stadig allergisk reaktion i øregangen over en ældre mands bemærkning: "De er bare så søde, de fisk! Bente lider så frygtelig af psoriasis, og de guffede i sig".