fredag den 20. juni 2014

Så var jeg i THansen

Firmabilen er flyttet ind hos mig. Og jeg elsker det! Og jeg startede vores rejse sammen på Statoil.
Bassedrengen skulle have benzin og luft i det ene dæk.

Gik godt. Sådan da. Fik både luft i dækket og gennemblæst håret. (Er da umuligt at styre den der luft-dims).
Men så var det, at det gik en lille smule galt. Bossen havde givet mig det tip, at lægge ventildutten på hjulet, for så kunne jeg finde det igen bagefter.

Mrm...


Nej.

For jeg glemte da alt om det, og fræsede videre. Og mens jeg holdt i kø i myldretiden, kom blondinen op i mig. Blev faktisk ret meget i tvivl om det havde nogen betydning for luftens holdbarhed i dækket.
Forsøgte at fortælle mig selv, at sådan en lille dut jo ikke er den der holder luften inde i dækket. Men tvivlen blev ved med at nage. Så jeg kørte i Thansen. (Få så sat det skide punktum mellem T og H, hvis I ikke vil kaldes Thansen ud i et ord.  (Udtalt meget læspende)

Må have lignet en nonne i en sexshop da jeg trådte ind. Fik i hvert fald et par overbærende smil af et par mænd.
Nå...men jeg trak et nummer og daffede op til disken - lænede mig ind over og hviskede: "Jeg ved godt det lyder dumt, men jeg har mistet en ventil-tut. Er det noget jeg skal være bekymret for?"

Han var sød. Det var han sgu. Kunne se, at han gjorde alt for ikke at grine. Uden ret meget held.
Og så fik jeg en detaljeret forklaring om tuttens fordele. Lidt for højt. Og at jeg ikke skulle bekymre mig for, om luften fes ud af dækket.

Trak skuldrene lidt op og lænede mig mere ind mod ham, mens jeg skævede bagud mod de andre kunder.  Som om jeg var i gang med en større kokainudveksling. Var fandeme lige før jeg overvejede at tage et viskestykke op foran munden og forvrænge min stemme ved at tale gennem det.

"Men...kan jeg købe en ny tut?" (Her startede der næsten en skummel western-melodi i baggrunden, rummet blev indhyllet i en tyk tæt cigarrøg og en Stetson-hat dalede ned på min isse, mens et meget tæt bevokset overskæg groede frem på min overlæbe.)

Det kunne jeg godt.