lørdag den 3. august 2013

Mens jeg venter på hverdagen

(Please, bær over m. mig i flg. indlæg. Har lige ramt en mur. Véd, at tingene ser anderledes ud i morgen).

[Selvmedlidenhed on] 

Nu har jeg altså fået nok af ferie. Selv om alt går en smule bedre for hver dag der går, så trænger jeg til en hverdag. Til nye input. Til naturlig træthed. Til adspredelse.
Var egentlig meningen, at jeg ville lave en status over ferien, men hvad jeg skal jeg skrive? Kaos? Gråd? Dårlig samvittighed i en mængde, som jeg ikke tidligere har følt? Historisk lavt selvværd?
Nej...ikke rigtigt vel? Det sælger ikke.

Åh altså...det går jo egentlig godt. Men så alligevel ikke. Det er sgu mange følelser jeg skal have styr på. Og sat på plads igen. Nogle skal ud, andre skal i arkiv. Det er bare ikke så ligetil hele tiden.
For tre år siden var jeg tindrende lykkelig. Og troede at jeg havde fundet min allersidste kæreste. Og selv om det ikke nytter en skid at svælge i negativitet, så er det bare stadig nyt at skulle forholde sig til, at lige pludselig gik det galt. Lige pludselig ændrede alt sig.
Eller...det gjorde det jo ikke. Det kom hen ad vejen. I så små doser, at jeg først opdagede det, da det var blevet til en overdosis.


Arghh crap, altså...hvorfor skal jeg være trist nu? Gider ikke mere. Gider ikke at have ondt længere.

Ved sgu ikke lige hvad der udløste det her til aften. Og det er så frustrerende. Det er bare en spontan hammer, der laver et bagholdsangreb på mig, og dunker mig i hovedet uden varsel.

Er så uendelig træt af at analysere alt i atomer. Er så træt af at være så træt, at jeg ikke kan sove.

Og jeg véd det jo godt. Det kan ikke være anderledes. Kender heldigvis mig selv så godt, at jeg véd det.
Men altså,..hvad nu? Hvad venter der mig? Er det bare, som Uglen ville sige: Forever alone?
Findes der overhovedet en mand derude, som kan elske mig og alle mine særheder og alle mine twist på personligheden?
Ikke at jeg sidder m. fingrene på tasterne og er på ind på en datingside. Det gider jeg ikke. Magter ikke det overfladiske kødmarked. Og de der singlefester? Forget it! Gør det ikke! Er garanteret kun Ole Wedel typer og mænd uden humor, der hænger ud der.


Tror bare, at jeg dykker ned i alt det overarbejde jeg kan skrabe til mig. Og et grotesk stort vægttab. Nægter at ende som hende, der blev single og som opgav krop, og endte i kørestol pga. kollaps i benene pga. en vægt på 165 kg.



............


.............nå........!








[Selvmedlidenhed off]