tirsdag den 13. august 2013

Dét at være nogens mor

Det er vidunderligt. Intet mindre end vidunderligt. Jeg elsker at være mor - helt ind bag hjertet.
Og derfor gør det også så ondt, når ens børn ikke har det godt. Faktisk er "ondt" ikke dækkende nok.
Det føles som at få revet sit hjerte midt over, når ens barn er ked af det.

Sådan en dag havde jeg i dag. Uglen skrev til mig, mens jeg var på arbejde. Hun var trist. Og ulykkelig. Og nogen kunne lige så godt have stukket en strikkepind gennem mit hjerte, for den smerte jeg fik, da jeg læste hendes ord, var sådan ca. dobbelt så stor.

Det er ikke til at bære. Man vil jo til hver en tid ønske, at man kunne overtage samtlige af deres problemer. Faktisk burde alle nybagte mødre få en tryllestav på barselsgangen, så man var rustet til at gøre det umulige: At beskytte dem mod alt der gør ondt.
Og ved I hvad der gør mest ondt?  Det er, at i det øjeblik man bliver mor, skal man acceptere den kendsgerning, at man aldrig kan beskytte dem mod problemer.
Uanset hvor god en mor man er, så vil de opleve svigt. De vil opleve ulykkelig kærlighed. De vil opleve sorg og angst. Og uanset hvor meget man booster deres selvværd fra fødslen, så er det ikke nok til at gardere sig imod, at de får perioder, hvor selvværdet bare ikke er til stede.

Jeg ved det jo godt. At det er en del af livet. Men suk...

Har verdens sødeste chef & boss, så fik lov at tage hjem til hende. (Har ikke cyklet så hurtigt i 23 år).
Og så har jeg bare siddet ved siden af hende. Og været der. Og lyttet. Og krammet. Og nusset. Og mærket hvordan samtlige muskler i hjertet næsten gik i kramper, når hun græd.

Men jeg tror det hjalp. Eller...det gjorde det. For selv om jeg ikke kan fjerne hendes problemer her og nu, så kan løse dem sammen med hende. Eller som det mindste: Hjælpe hende til at forholde sig til det.

Har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet og kigget på mine børn, mens de sov, da de var mindre. Og strøget dem blidt over kinden, og hvisket løfter til dem, om at jeg aldrig vil lade nogen gøre dem ondt. Og det er meget muligt, at Uglen er 16½ år. Men i mit hjerte vil hun altid være min lille pige. Især når livet gør lidt ondt.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar