søndag den 28. juli 2013

Vil bare lige sige...

Tak.

For alle de søde kommentarer og beskeder jeg har fået her, mens alt var kaotisk og uoverskueligt.
Jeg tænkte ikke engang på, om jeg skulle dele det eller ej. For det der virker bedst for mig, når min verden vælter, er at sætte ord på det.
Så skide være m. at det måske står hulter til bulter. Jeg skal bare have sat ord på tankerne.

Jeg fatter ikke, at det i går allerede er en uge siden, at han flyttede. Føler lidt, at jeg blev proppet ind i en boble og mistede al fornemmelse for tid.
Det har været et helvede. For at sige det mildt. For selv om beslutningen blev taget i mit hjerte for længe siden, så er det først når det er aktuelt, at følelserne skyller jorden væk under én. En stor led tsunami, som efterlod mig i så meget elendighed, at jeg troede mit hjerte gav op.
Brugte tre dage i fosterstilling på sofaen, hvor jeg intet indtog. Græd bare. Og havde ondt overalt i kroppen. Havde slet ikke mulighed for at følge med hvad der foregik omkring mig, fordi alt gik så hurtigt. 2½ døgn efter beslutningen blev taget, var han flyttet.
Og så sad jeg egentlig bare på sofaen og hadede hele verden. Og havde lyst til at brøle "Spasserfede-fuckhoveder" efter samtlige lykkelige par, som gik forbi ude på fortovet. Alt dette akkompagnert  af "hjerte-rimer-på-smerte" musik på YouTube, mens mit tastatur var tæt på at kortslutte pga. tårer, der havde fået selvstændigt liv, og efterlod mig m. øjenlåg der var så hævede, at de lignede skamlæber.

Men det var det der skulle til, tror jeg. For lige pludselig lettede det inderst inde. Og jeg kunne se, at det var den eneste rigtige beslutning vi kunne tage.
Har faktisk grinet oprigtigt flere gange. Har været glad. Og har nusset rundt i hytten og omrokeret på møbler og nipsting. Og pludselig var det min base igen, og ikke et sted, som jeg forbandt m. en tåge af ulykkelighed.
Livet er altså okay. Også selv om det slår et kæmpe sving nogle gange.

Lige da det hele stod på, havde jeg lyst til at hente en skovl og grave 15 fortovsfliser op, og lægge mig under dem og bare forsvinde et stykke tid.
Men nu, hvor tingene er kommet mere på afstand, og hvor jeg på tre dage hulkede en tåremængde der svarer til tre år, så kan jeg jo se, at sommetider skal det gøre ondt, før det bliver godt.
Selvfølgelig er det mærkeligt, at han ikke er her. Vi boede sammen i tre år. Det er klart, at det efterlader et tomrum, og at det smadrer alle rutiner, og at omstillingsprocessen fra to til én kræver en del ressourcer.

Men hånden på hjertet og oprigtigt talt: Så har jeg det faktisk godt. Og jeg ved, at jeg endda får det bedre for hver dag der går. Så for sådan at citere "Johnny Dirty Dancing":

 "Nobody puts Rødhætte in the corner".












5 kommentarer:

  1. Kæreste Heidi
    Beundrer dig min pige
    Kærligste luftknus og tanker
    Birgit O.J

    SvarSlet
  2. Vise ord! It's getting better.

    SvarSlet
  3. Hvor er du sej, Rødhætte! Nogle gange er man sejest, når man er svagest - og det har du lige bevist!
    Længe leve lysten til at være til!!

    SvarSlet
  4. Hvor er I dejlige. Tusind tak! <3

    SvarSlet
  5. KØS på dig - Havde slet ikke opdaget dit kaos! Selvfølgelig vender det - En klog pige sagde engang til mig; "En nedtur ender logisk nok altid med en optur" - Og så vågner du og jeg op med et fornyet syn på livet <3

    SvarSlet