tirsdag den 11. december 2012

Brrrrrrrr....sagde Uglen. Og bvadr,tænkte varmemanden

Uglen fryser. Først var det vinterjakken der var noget galt med. Og hvor hun har valgt at fryse, i stedet for at tage" dum, kold og grim" vinterjakke på.
Og nu er det så hendes fødders tur. Eller støvler.
Havde ellers sagt til hende, at de bamsestøvler hun plagede om, ikke var vandtætte, og derfor ikke varme. Og jeg gjorde mig endda umage m. at lyde klog og fornuftig, og ikke mindst oprigtig. Sandheden er at jeg selv er en skotosse, som skulle nå at passere de 30 år, før jeg lærte at værdsætte komfort over udseende. (Okay, det er så også løgn. Og lad mig i den forbindelse hilse og sige, at hælsporer, en arbejdsdag på benene nonstop, og ballerinasko ikke føles så godt, som det ser ud).
Men er er jo nogens mor. Og bliver derfor nødt til at gemme mine skæve tæer væk, mens jeg belærer mine børn, og i særdeles Uglen om at have fornuftigt fodtøj på.

Men nu er det så at jeg tror, at hun forventer at jeg hiver dankortet som ikke kan overtrækkes,(af skade bliver man straffet), frem og køber ny vintergarderobe til hende.
I december måned. Hvor jeg da slet ikke har noget at bruge mine penge på.
Kommer så ikke til at ske. Og nu er jeg en ond mor. Som forresten heller ikke vil købe indlæg til hendes sko. Er hun lige kommet på.
Ved ikke om hun er træt eller sur, og jeg gider egentlig heller ikke at spørge lige nu. (Næh hov, jeg hørte en latter, så hun er vist bare træt.)



Nå, men så er der så sket en anden ting i dag. Som er lidt træls.

Den årlige "nu kommer radiatormanden og aflæser målerne" dag. Hvilket jeg havde glemt alt om.
Spurtede ned i soveværelset, og kastede et tæppe over den kæmpe bunke tøj der ligger på gulvet. (For så ser man det nemlig slet ikke. Så har trægulvet bare fået en virkelig behåret og stor bule).
Fjernede trusser og bh fra badeværelsesgulv. Mugede ud i køkkenet, og så ringede det på døren. Og lige da jeg åbnede, kom jeg i tanke om, at Uglen sådan set også har radiator på værelset. Man kan bare ikke se den pga. bunker af udefinérbart ragelse. Så da hendes radiator skulle aflæses, måtte den arme mand faktisk kravle ind over hendes seng. Gennem 73 kg. teenageskrammel. Og i teenage-odeur.

Det var da slet ikke pinligt...

Ligesom det heller ikke var spor pinligt, at jeg satte mig tilbage i sofaen mens han var her, for at spille "Bubble Bikini" på Facebook. Uden at slukke for lyden.
Ved ikke hvad fanden de lydeffekter laver ved sådan et "skyd bobler ned" spil, men i hvert fald er der en kvinde der stønner højt på pornomåden, når man rammer en klynge af bobler.

Gad vide hvad han tænker om os? Familien Klam, hvor teenagedatteren lever i noget der minder om en losseplads, hvor der er store bunker m. tæpper over på gulvene i soveværelset, og hvor moderen sidder og kigger på noget på computeren, som stønner?



I morgen ringer kommunen nok på med et tilbud om en aflastningsfamilie.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar