Det er en syg verden.

Jeg taler om de to piger på Fyn, som har været i kløerne på en klam mand, som åbenbart er så gennemsyret vammel, at han hele sit liv er blevet afvist af samtlige hunkøn, incl. de blinde, og som derfor hiver uskyldige piger ind i sin grimme bil, og traumatiserer dem.

Jeg går ikke ind for selvtægt. (Sådan da). Og jeg synes bestemt heller ikke at gabestokken skal genindføres.
Men kan jeg forstå, hvis de lokale på egnen selv begynder at lede bare en lille smule efter ham? Og kan jeg forstå, hvis de i tankerne har lyst til at give ordet blodpølse en ny betydning?

Ja!

"Ej, men Rødhætte! Manden er tydeligvis syg (Godt spottet, Sherlock), og han skal jo have behandling. Det er jo i bund og grund synd at han har det sådan, og hvis han kommer i fængsel, bliver han jo aldrig helbredt. Så bliver han jo ødelagt af de andre fanger."

Og? Nej men helt ærligt, idioten har taget et ret så aktivt valg. Så må han fandeme også tage konsekvenserne.
Min sympati ligger hos pigerne, og deres familie. Hvad der sker med ham, er jeg egentlig ret ligeglad med.
Men det må man ikke sige. For det er blevet enormt moderne at kaste begrebet "empati" i så groteske retninger, at ordet har mistet sin betydning. Og det har taget så meget overhånd, at folk i deres iver efter at lege autodidakte psykologer, helt glemmer hvem der faktisk er de virkelige ofre.

Kan vi ikke bare blive enige om flg.:

Du tager konsekvensen af dine aktive, overlagte og planlagte valg. Eneste undtagelse er hvis du er en blodtørstig zombie eller vampyr. Og er du det, bliver du aflivet.
Men ellers så skal livet indrettes sådan, at man høster som man sår.