onsdag den 24. oktober 2012

Knæk cancer.

Overalt er der ekstra fokus på cancer for tiden. Hvilket er godt. Men jeg ser ikke programmerne. Fordi det ikke er sundt for mig. Fordi jeg ved, at jeg ville få trang til at kime lægen ned i dagene derefter.
Og fordi jeg nok vil hænge alt for meget inde på netdoktor, og læse symptomer. Som jeg så vil få et kvarter senere.

Jeg hopper også over det på Facebook.
Det er ikke fordi jeg er ligeglad. Tværtimod. Det er fordi jeg er så bange for det.

Så jeg flygter. Men ude i virkeligheden kan man ikke bruge samme taktik.
Vi er lige kommet hjem. Har besøgt noget af Gråstænkts familie. Hvor den dumme sygdom er.
Heldigvis var hun glad. Og sagde at hun har det godt.
Men jeg går næsten lidt i panik. Er bange for at sige noget forkert. Og er bange for at sige for lidt.
Og kan mærke at jeg kæmper mod tårerne. Fordi det bare er så urimeligt.

Og nu ligger jeg så i sengen. Og føler mig rigtig....blehh. Og kan ikke sove. Skal lige puste ud. Og tænke på at det var en dejlig aften. At vi fik grinet. At hun var glad. At hendes øjne smilede.

Men ja, bare lige mit bidrag til "Knæk cancer", som jo er i fokus i disse dage.
Jeg laver ikke Facebook billeder med støttebudskab på. Jeg laver ikke copy-paste statusopdateringer. Jeg ser ikke programmerne i tv.
Men jeg er ikke ligeglad. Det berører mig dybt. Så dybt, at jeg bliver nødt til at tage afstand. For at beskytte mig selv.

Sov godt, derude. Og elsk livet. På grund af. Og på trods af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar