tirsdag den 2. oktober 2012

En stille opdatering fra hytten.

Arghh! Har lyst til at ruske en eller anden. Er helt rastløs. Operation "mindre af Fedthætte" er gået ind i en mere barsk fase. Kraftig reducering af sukker. Og ingen slik. Overhovedet.
Til at starte med i 14 dage. Og helst maks en gang om måneden.
Ude på skabet ligger der en pose uåbnet Haribo. For ligesom at teste min viljestyrke.  (Og det vil være pisse pinligt hvis familien opdager den er væk.)
Har en voldsom lyst til at trække en frakke op over ørene, og snige mig afsted i mørket. Ned til tanken. Efter Super Flyers. Eller skolekridt. M. Mission Impossible temaet kørende i baggrunden.
Men heldigvis er jeg ikke kun en fedthætte. Jeg er også en dovenhætte. Gider virkelig ikke gå derned.

Gør det heller ikke. Vil af med dejkrop, og genfinde kurvet figur. Men derfor kan man jo godt svælge lidt i selvmedlidenhed. Og hade alle som pesten, som bare kan kaste kalorier indenbords uden at tage på.
Sniger mig heller ikke ind på børnenes værelser for at tjekke om de har slik liggende. Ikke længere.
Det stoppede jeg med da de blev så store, at de sladrede til andre om at jeg havde ædt deres Kinderæg og vingummi. Ved egentlig ikke hvad fanden de bilder dem ind. Det var da mig der havde betalt det...(meste af det)
Til gengæld har jeg gnuflet mig igennem rosenkål ad libitum. Ved bare at det bliver en lummer nat. Hvor man ikke skal lette på dynen.
Og masser af rå rødkål og fennikel. Fennikel smager jo lidt af lakrids. Man må tage det man kan få.

Gråstænkt og teenagerne spiller på computer. Vi er en total "familien-nørd".
Gråstænkt sidder på nederste etage. Og er åbenbart også doven. Og meget glad for alt det der nymodens teknologiske halløjsa. I hvert fald ringede han lige før. Han ville bare minde mig om at der var Mette Blomsterberg på DR1.
Om et par timer kan jeg jo så passende sende ham et godnatkys via Facebook. Og prikke til børnene ved samme lejlighed.


Har forresten brunsviger stående i køkkenet. Havde proppet det allerbagerst i et køkkenskab (hvor det sikkert ville ende m. at jeg glemmer det står der, og først kommer i tanke om det, når kagen banker på for at komme ud), men Gråstænkt har hevet det frem igen.
Overvejer faktisk at smide det i skraldespanden. Og hælde sulfo over. Bare som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Så kan den ligge nede i skraldespanden og hygge sig med de frikadeller jeg lavede i eftermiddags. M. tankerne et helt andet sted.
Da jeg havde stegt dellerne, skulle jeg jo lige prøvesmage en lille bid.

Hold kæft de smagte dårligt! Sådan en sær smag af skumfiduser m. svinesmag. Havde fandeme taget fejl af sukker og salt...