fredag den 14. september 2012

Breaking News fra Casa Rødhætte.

Teenagedatter er taget på weekend hos sin far.
Gråstænkt ligger og sover. (Spørger jeg ham, siger han nej. På trods af tungt åndedræt og lukkede øjne). Han er åbenbart i store smerter pga. klemt tommerfingernegl. Så gætter på at det er skaderne der har sendt ham til tælling. Er da også synd for ham. Bestemt. Neglen er misfarvet, hvis man kigger godt efter.

Vågnede som sagt med tilstoppet næse. Og var jeg mand, ville jeg helt klart have boet under dynen hele dagen. Men nej, må leve op til fakta: Kvinderne er det stærke køn.
Så jeg har forberedt og gjort klar til afslappende weekend med hvilepuls på 33.
Hytten er ryddet op og gjort rent. Der er bagt valnøddeboller, og hindbær/appelsinkage m. hvid chokolade, og kæmpe store cookies.



Udenfor har Vorherre tabt kateteret, så hyggen er komplet m. kaffe, tæppe og levende lys.
Med andre ord: Jeg er klar til weekend!

Om lidt starter forhandlingerne. Ved bare, at Gråstænkt vil se Vild med Dans. (Læs: Vild med lange kvindeben).
Gider det ikke. Magter faktisk ikke engang at kigge på Christiane S. Müller. Hun burde gå et andet sted hen m. sin latterlige skønhed. Desuden giver det mig absolut intet at se på at andre danser. (Med mindre det er Johnny og "Baby" i Dirty Dancing).
Føler mig mere hooked på at fordybe mig i en god film. Og det er så nu jeg ville ønske, at jeg aldrig havde set The Green Mile, Armageddon eller En Verden Udenfor. For så ville jeg have fantastiske film til gode.
Må rode YouSee's udvalg igennem. Faktisk synes jeg det er helt på sin plads, og min rettighed, når jeg nu har gjort hytten weekendklar.

Stemningsbilleder.




Nå, nu rørte han på sig. Det er et ømt syn...han ligger og sover, mens han holder om sin tommelfinger.



Overvejer om jeg skal ringe efter Rigets helikopter? Tror den den kan lande i baggården.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar