onsdag den 15. august 2012

Diverse onsdagsudgydelser.

Vågnede før vækkeuret bimlede. M. håndværkere bag kraniet. Migræne!
Kickstartede morgenen m. stærk kaffe, to panodil og to Treo. Og tog på arbejde. Helt ærligt, ikke? Var det dengang jeg arbejde hos tyskeren, var jeg blevet hjemme. 2-3 dage. Men nu hvor man faktisk er et sted, som burde kåres til årets arbejdsplads, kan ikke engang hovedpine stoppe mig. De er fandeme søde!
Hovedpine havde desværre bestemt sig for at slå de store teltpløkker i, og campere bag venstre tinding.
Så inden vi skulle ud med madleveringerne, blev der lige skyllet endnu et par Treo ned.
Big mistake. Havde lykkeligt glemt, at Treo sætter gang i systemet. Så som om det ikke var nok at jeg vist halvt i søvne havde fået hevet teenagedatters leggins over Haribohofterne, og jeg derfor havde periodevis sær gangart, så skulle jeg også døje m. mavesystem på akkord. Men skal vi ikke bare sige at jeg er 100 pct. up-to-date m. knibeøvelser?

Nå, så har jeg jo muntret mig m. hjemmeværnsdiarre tidligere i dag. Helt uden at vide at Gråstænkts kollega læser med herinde. Og at han er hjemmeværnsmand.
Til dig vil jeg gerne sige: Undskyld. Det er ikke personligt. I hvert fald ikke mod dig. Men visse andre derimod...

Projekt ned i vægt går også som det skal. Har bestemt mig for ikke at lade det fylde i mit liv og opdatere om vægt på diverse sider på nettet. I stedet er det blevet gjort til en integreret del af hverdagen. Akkurat ligesom tarmgasser, som jeg jo heller ikke går og fortæller om til højre og venstre.




Men jo, den daler vægten.  Fem kilo. På under en måned. Faktisk helt uden at jeg har fået motioneret det jeg skulle. Skal jeg også i gang m. igen. Og nu er knæ ved at komme sig efter styrt. Er derimod blå, grøn og gul på arme, albuer og ben.  Men hey, story of my life. Er jo ikke ligefrem kendt for at være en Fætter Højben. Husker tydeligt den gang nederdel blæste op på gågade og lagde sig til rette på røv, så jeg på en temmelig befærdet gågade har flashet trusser m. striber gennem uldstrømpebuks m. ekstra stor kile. Eller dengang jeg tabte mine strømpebukser på vej over fodgængerfelt midt i myldretid. Men det har I jo hørt.
Men man vænner sig til det. At leve m. det.

Har I tjekket vejrudsigt? For weekend? Jeg brækker mig allerede i lårtykke stråler. (Hvilket er i størrelsesorden m. tsunami). Hvor tit skal jeg sige det? Danmark er IKKE indrettet til 30 grader. Med den luftfugtighed vi har, føles det jo som at sidde i flyverdragt i sauna. (Og det har man jo nemlig prøvet).
Jeg bliver gnaven (mere end jeg plejer), jeg får hovedpine, og jeg kan ikke tåle solen. Ligner fandeme noget der er blevet moslet ned i velvoksen hindbærbusk.
(Jamen, så tag solcreme på, Rødhætte) Ja, gør jeg sgu da også. Og ligner glaseret svin.

Nå, status for hytten pt:

Gråstænkt snakker om Ramadan uge. Mener at folk bliver dumme og skøre uden at spise. Han er vel landmandssøn.
Teenagedatter sidder i sofa 2 og læser samfundsfag.
Teenagesøn er hos sin far. Fuck jeg savner ham.
Og jeg har endnu engang desperat kastet 2 x Treo og 2 x Pamol i gabet. Virker fandeme ikke. (!!!) Hvem der dog bare havde et bette drop m. et par dråber morfin.

Nå, men jeg vil smutte. Vi kører Matador-tema herhjemme. Så det er ved at være tid til at læne sig tilbage i sofa, og indtage Korsbæk. Tror det er i aften krigen bryder ud.

Av min arm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar