lørdag den 7. juli 2012

Lus!

Drømte i nat, at jeg var i gang med en tættekam i håret. Og jeg fangede de største lus jeg nogensinde havde set. De havde tydelige ører og øjne. Og stak af fra mig.

??

Nå, men jeg fik da sovet lidt mere i nat. Dog afbrudt af adskillige "Avavavavav....for fanden....auuuu...åh nej altså....auauau....hvor er det træls", hver gang jeg vendte mig og skiftede sovestilling.
Var jeg Gråstænkt, ville jeg have foret min mund med hovedpuden. Må sgu da være træls at have en kæreste der ikke sover igennem. Men han tog det pænt.
Vågnede på et tidspunkt på maven. Pisse smart sovestilling, når ens lænd er erklæret i undtagelsestilstand. Følte mig som en skildpadde der lå på skjoldet. Kunne næsten ikke få vendt mig.
Og mens jeg lå der og kæmpede for at få vendt mit legeme og gloede ind i væggen, fik jeg øjenkontakt med en edderkop.
Her i huset er de så store, at man kan høre deres vejrtrækning. Plejer at aflive dem med hårspray. Spayer simpelthen indtil deres grimme ben krøller sig sammen. (I min gamle lejlighed var der skjolder på væggene og på loftet efter alle de henrettelser der havde fundet sted).
Her i hytten er de nogle gange så store, at man næsten forventer, at de hiver et lommespejl og en føntørrer frem, når man henter hårsprayen.

Nå, men vi lå der og kiggede på hinanden. Men mine smerter var så trælse, at jeg ikke orkede at vække Gråstænkt. (SÅ har man fandeme ondt, skulle jeg hilse at sige).
Og da jeg blev vækket kl. 07:00, af arbejdsliderlige tyskere på banen, var klammerten (edderkoppen) væk.

Mht. mine lændesmerter, må jeg jo nok indrømme, at jeg lidt selv har bedt om dem. Tror jeg.
Fik at vide som 27 årig, at mit ene ben var længere end det andet. (Fedt nok...NOW you tell me. Den oplysning kunne jeg sgu da godt have brugt i folkeskolen, når jeg gang på gang tabte i stafet). Så min rygsøjle er en lille smule skæv. Og kombineret med hybermobile led, og det faktum, at jeg lystigt traver i skovene i low budget sko med en sål på maks 2 cm. og keine affjedring/støddæmpning, så måtte det jo nok komme.
Men det går da bedre i dag. Tak fordi I spurgte.

Gråstænkt er ude og nusse om sin baby...aka rallybilen. Og jeg har ikke tænkt mig at lave en hylende fis i dag. Skal ligesom samle energi til at have fire teenagere hele næste uge.
Så mine planer er i stikord:

Drikke kaffe.
Ryge.
Tage et bad.
Æde nektariner.
Lave aftensmad. (Bliver nemt. Bare noget kød og en heftig pastasalat).
Få kløet hul på mygggestikket.

Så må jeg sgu gøre rent i morgen. Er allerede overbooket, as we speak.