lørdag den 30. juni 2012

Det kunne gå bedre.

Føj! Krop er i undtagelsestilstand. Fik en mindre hjerneblødning i går, og drak mig alt for fuld. Alt for hurtigt. (Og har åbenbart sendt blogindlæg i nat. Kan virkelig ikke huske det)
Har lige siddet og kigget billeder igennem på min telefon. Har åbenbart lånt den ud. Der er i hvert fald mange billeder jeg ikke selv har taget. Ville sådan ønske at jeg kunne vise dem der er af tyskerchefen, men sådan noget må man jo ikke. Han lignede en Teletubbie. Der havde rullet sig i noget græs. Kæft han var grøn. Og grim.

Nå, men vi startede hos mig. Yndlingskolleger og yndlingschef. Stille og roligt. Bare lige noget vin. (Og øl. Og Smirnoff). Og jeg var endnu ikke nået til et stadie hvor jeg var udtværet i ansigtet. (Ikke mere end jeg plejer i hvert fald).


Så kørte Gråstænkt os over på restaurant, hvor aftalen ligesom var at vi skulle have en øl inden vi skulle spise.
Nej.
Tyskerchef var jo fandeme så grådig, at han allerede var gået i gang med at æde. Nå men tak! I skal da endelig ikke vente på os. Og det gjorde de så heller ikke.
Nå, men vi fik spist. Urimelige mængder Sushi og friturestegt kød. Og sådan noget skal jo skylles ned.





Og så begyndte det at gå galt. Og det gik hurtigt.
Har et flashback, hvor yndlingschef og jeg løste verdenssituationen på toilettet. Og hvor jeg på en eller anden måde havde fået metervis af toiletpapir til at sidde urimeligt fast under begge sko. Har også en lille smule ondt i hovedet, fordi jeg vist mistede balancen og slog panden ind i toiletdør.

(Seriøst; jeg viser mig aldrig på den restaurant igen!)



Her er kl. vel omkring 21:00 plus minus, og der er ingen vej tilbage.




Husker svagt gåturen ind mod byen. Svend Svingarm tøffede trofast efter mig og samlede min sko op og hjalp den på plads igen. Og igen. Der var vist også noget med en tysk sang.
Ej men for fanden...kan jo ikke vise mig i den by igen. Nogensinde. Total mental hjerneblødning.
Har flashback til en samtale med fremmede mænd, hvor jeg beklagede mig over tyskerchef.

Nå...men vi fik hørt jazz inde i byen. Og resten står lidt i en tåge. Sluttede i hvert fald aftenen alene med yndlingschef på nærliggende bodega med gammel gammel mand, som fandeme spillede mundharmonika så intenst, at hans øjne var ved at poppe ud af kraniet.

Og så nåede jeg til sidste billede på telefonen. Som jeg har sløret. Men sådan så vi så ud, yndlingschef og jeg, da aftenen nåede til en ende. Ligner en evnesvag med udvidet Hitlerfrisure.


Fatter simpelthen ikke hvorfor jeg ikke bare kan være elegant fuld.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar