Ved I hvad jeg er hamrende træt af?
Visse ekspedienter i diverse tøjbutikker her i byen. (Og nej, jeg siger ikke hvor. Så kan I ligesom selv vurdere om I skal føle jer ramt i netop jeres butik).
Hvad fanden er det de ikke forstår ved privatlivets fred?
Det samme scenarie udspiller sig gang på gang: Man bevæger sig ind i en tøjbutik, ignorerer elevatorblikket fra brintoveriltetrunten bag disken, som kunne være ens datter, bladrer tonsvis af str. 36 igennem på stativerne, sukker dybt, ånder lettet op, når man endelig finder en str. ”hej hej tykke”, og suser dernæst ind i helvedes forgård: PRØVERUMMET
Her skal man så have moslet alt sit tøj af, samtidig med at man med den ene hånd krampeagtigt holder forhænget, så det slutter tæt.
Og så står man der i de forvaskede trusser, som grundet størrelsen faktisk går under betegnelsen ”underbukser”, og med en kjole der sidder i spænd over brystkassen.
Svedperlerne pisker frem på overlæben, og højre bryst har bestemt sig for at flygte ud af bh'en, så den hænger bare der og kigger på sit eget spejlbillede. Lang og bleg.
Og lige når man føler, at ydmygelsen er total, bliver forhænget flået til side, og en skinger stemme flænser gennem luften: ”Nårrrhhh, hvordan går det så herinde?!”, og så står man der midt i al sin elendighed. I en 1x1 lejlighed. Uden dør...åbenbart. Totalt blottet, og udstillet for samtlige andre kunder der går rundt derude i butikken. Og med en pisse træls ekspedient i str. 34 m. et kronisk Pekingeser udtryk i ansigtet, hængende i døråbningen. Tom og arrogant.
Af alle dage, er det selvfølgelig den dag, hvor man ikke orkede at fjerne pelsen på benene (eller i bikini-området, for dén sags skyld), og hvor der derfor stikker små stive børster ud på blålig baggrund, og hvor man har klemt sine bryster ned i en bh, som man købte dengang man var en 85B.
Hold din kæft! Ja, det mener jeg sgu! Og pil venligst den der påtagede sødme af dig. Dit elevatorblik og nedladende smil afslører dig.
Du er med garanti hamrende forfængelig, og viser dig sikkert ikke uden for en dør, før du har fået glattet dine extensions i naturtro polyester. Og så kan du ikke engang lade mig og mine hængepartier være i fred? Jeg er da ganske klar over, hvad I taler om i frokoststuen...
Hør her, trunte: Jeg er udstyret med to øjne. Ganske vist med nedsat syn og lettere skelen på det venstre, men jeg kan trods alt stadig se. Ligesom jeg også har lært at klæde mig selv på. Jeg har virkelig ikke brug for din hjælp, før jeg selv beder om den.
Jeg véd godt, at du er mode-ekspert, negletekniker og fashion-ish og alt det der. Så hvis jeg er i tvivl om noget, så henvender jeg mig selv.
Og hvis jeg gerne vil ydmyges, så klarer jeg det også ganske glimrende selv. Har fandeme stadig traumer over den efterårsdag, hvor en vind blæste min nederdel op uden jeg anede det, og lagde sig pænt til rette ovenpå min røv. I myldretid. Og samtlige personer bag mig, havde derfor frit udsyn til mine stribede underbukser og uldstrømpebukser... med ekstra stor kile. Hele vejen op ad gågaden.
Så jeg synes nu nok, at jeg har bidraget så rigeligt til elendighed!
