Min far har været storryger i al den tid jeg kan huske. Storryger i den forstand, at han gerne tog en rask diskussion om emnet og stædigt argumenterede med, at "så er rygning heller ikke værre".
Derfor kom det som en kæmpe overraskelse, da han meddelte, at han ville gå over til dampcigaretter. Og jeg troede egentlig bare, at det ville blive en gentagelse af hans sidste rygestopsperioder, hvor han røg i smug i kælderen og hvor han blev spottet på en landevej - kørende i sin bil med nedrullede ruder, gennemtræk og en smøg i munden. Men hvor han dog hårdnakket nægtede alt, når han blev konfronteret.
Så jeg havde ikke forventet, at e-cigaretten ville blive et fast valg.
Men det blev det. Her 1½ år senere, ryger han kun damp. Og jeg er sgu imponeret og glad på hans vegne.
Men han er meget glad for den. Den bor nærmest i munden og hånden på ham og han er stort set altid omgivet af en knitrende sugende lyd af dampbobler.
Nu har ham og min mor skiftet plads ved spisebordet derhjemme. For lige over min fars gamle plads, sidder røgalarmen oppe i loftet. Og den blev åbenbart jævnligt aktiveret.
Så mener man det fandeme seriøst, når man siger man kun vil ryge dampcigaret.
onsdag den 28. december 2016
Hvorfor er visse læsere af Ekstra Bladet så dumme?
Det er et spørgsmål, jeg bliver ved med at stille mig selv.
Den avis tiltrækker simpelthen landets dummeste mennesker og internettet har givet dem mulighed for, at de kan give deres mening til kende. Og det gør de. Hver eneste gang. Det slår aldrig fejl. Og det er på en måde lidt imponerende, hvor liderlige de er efter at få udstillet deres ubeskrivelige dumhed på det store www.
Findes der en psykologisk term for det? Eller er de bare så ufatteligt tilbagestående rent mentalt, at de ikke er klar over, hvor sølle de er?
Når Ekstra Bladet slår en artikel op, ved man på forhånd, hvilke kommentarer der kommer. Er det en artikel om flygtninge, så står de samme åndsamøber i kø for at brøle sig gennem tastaturet med: "Skrid hjem med jer!" - "Send dem hjem! Vi skal hjælpe de gamle på plejehjemmene i stedet" (Og det er ellers noget, som de i virkeligheden er ret ligeglade med. Men det er et af deres få argumenter, som de bruger hver gang). - "Nårhh, så er Væmligboerne nok glade!" - "Det er de radiGALES skyld!".
Alt sammen tastet i primitiv vrede på et efterhånden fedtet og nedslidt tastatur og med udråbstegn i læssevis. For alle ved jo, at man kan kun få sin mening frem, hvis man krydrer den med mindst 7 udråbstegn. Fælles for dem alle, når de brokker sig over voldtægt af danske værdier og danskhed i al almindelighed, er at kommentarerne er skrevet i et lixtal så lavt, at Pixi-bøgerne står og hopper af grin henne på hylden og med så mange stavefejl, at man bliver lidt i tvivl om, hvilken skole de har gået i. Og nej, jeg ser ikke ned på dem, der har problemer med at stave. Dog synes jeg det er påfaldende, at de dårligste "stavere", er dem, der skriver kommentarer om flygtninge.
Ingen af dem har hjerneaktivitet nok til at fatte, at muslimer sgu er lige så bange for IS og terror, som vi hvide mennesker er. Ingen af dem evner at sætte sig ind i, hvor traumatiserende flygtningenes liv har været. I deres egen lille verden er politiets fotovogne det værste de kan forestille sig. For som de siger: "Fotovognene er en pengemaskine". Vathovederne fatter ikke konsekvensen af for høj fart, for de lever i en lille sær boble, hvor de ved bedre og hvor de tilpasser færdselsreglerne efter deres egen IQ.
Når Ekstra Bladet bringer en artikel om unge kvinder, der er blevet udsat for seksuelle tilnærmelser af en kørelærer, så popper de samme analfabeter frem med hånden nede i underbuksen, mens de halter sig gennem tastaturet med klamme kommentarer som: "Hun er sgu da bare sur over, at hun dumpede til køreprøven" - "Man skulle være kørelærer!" og "Det er da der man skal tage kørekort, hvis man kan få det billigere".
Når der efterfølgende kommer en opfølgende artikel, hvor de unge kvinder ytrer, at de blev kede af at læse kommentarerne, træder idioterne lidt ekstra på speederen i deres pissegrimme og alt for gejlede biler, der er indrettet af T-Hansen, med nye kommentarer: "Hvis du ikke kan tåle sandheden, skulle du nok ikke være gået til medierne".
For i deres lillebitte hoved, så retfærdiggør det nemlig deres lavtstående svinere.
Og i dag har Ekstra Bladet så en artikel om Anne Linnets søn, som vil skifte køn. Og selvfølgelig er idioterne på tasterne. Det er da klart. For her er der noget, som ikke passer ind i deres "Absolute Music Vol. 89, Medisterpølse, grænsehandel, buræg, Lars Lilholt og skamkogte kartofler verden.
En mand, der vil være en kvinde. Fyføj, for en grimmert. Det kan deres hjerne slet ikke kapere. Så selvfølgelig skal de knokle sig igennem tasterne og få sendt de obligatoriske kommentarer, som: "Jeg vil være en lastbil...harhharhharh" - "Det er sygt!" - "Ikke underligt, når han blev opdraget af en lebbe" - "Det er ulækkert. Det er ikke normalt!" - "Freakshow" og "P for Pussy- aghh- det sz for langt ude!".
Og jeg har en lyst til at fare i flæsket på dem og kræve argumenter og udfordre deres gang på tastaturet. Problemet er bare, at man kan ikke nå ind til dem. De er simpelthen så ubeskriveligt snotdumme, at de aldrig vil kunne udvide deres horisont. Chancen for at vinde i Lotto hver lørdag i 13 uger, vil være større.
Men jeg fatter det ikke. Det gør jeg sgu ikke. Hvordan fanden kan man være så ensporet i sin tankegang og i sit menneskesyn?
Der er fandeme ikke noget at sige til, at der er krig i hele verden, når der sidder så mange mennesker, med en mental udvikling, der gik i stå, før deres pubertet startede.
Den avis tiltrækker simpelthen landets dummeste mennesker og internettet har givet dem mulighed for, at de kan give deres mening til kende. Og det gør de. Hver eneste gang. Det slår aldrig fejl. Og det er på en måde lidt imponerende, hvor liderlige de er efter at få udstillet deres ubeskrivelige dumhed på det store www.
Findes der en psykologisk term for det? Eller er de bare så ufatteligt tilbagestående rent mentalt, at de ikke er klar over, hvor sølle de er?
Når Ekstra Bladet slår en artikel op, ved man på forhånd, hvilke kommentarer der kommer. Er det en artikel om flygtninge, så står de samme åndsamøber i kø for at brøle sig gennem tastaturet med: "Skrid hjem med jer!" - "Send dem hjem! Vi skal hjælpe de gamle på plejehjemmene i stedet" (Og det er ellers noget, som de i virkeligheden er ret ligeglade med. Men det er et af deres få argumenter, som de bruger hver gang). - "Nårhh, så er Væmligboerne nok glade!" - "Det er de radiGALES skyld!".
Alt sammen tastet i primitiv vrede på et efterhånden fedtet og nedslidt tastatur og med udråbstegn i læssevis. For alle ved jo, at man kan kun få sin mening frem, hvis man krydrer den med mindst 7 udråbstegn. Fælles for dem alle, når de brokker sig over voldtægt af danske værdier og danskhed i al almindelighed, er at kommentarerne er skrevet i et lixtal så lavt, at Pixi-bøgerne står og hopper af grin henne på hylden og med så mange stavefejl, at man bliver lidt i tvivl om, hvilken skole de har gået i. Og nej, jeg ser ikke ned på dem, der har problemer med at stave. Dog synes jeg det er påfaldende, at de dårligste "stavere", er dem, der skriver kommentarer om flygtninge.
Ingen af dem har hjerneaktivitet nok til at fatte, at muslimer sgu er lige så bange for IS og terror, som vi hvide mennesker er. Ingen af dem evner at sætte sig ind i, hvor traumatiserende flygtningenes liv har været. I deres egen lille verden er politiets fotovogne det værste de kan forestille sig. For som de siger: "Fotovognene er en pengemaskine". Vathovederne fatter ikke konsekvensen af for høj fart, for de lever i en lille sær boble, hvor de ved bedre og hvor de tilpasser færdselsreglerne efter deres egen IQ.
Når Ekstra Bladet bringer en artikel om unge kvinder, der er blevet udsat for seksuelle tilnærmelser af en kørelærer, så popper de samme analfabeter frem med hånden nede i underbuksen, mens de halter sig gennem tastaturet med klamme kommentarer som: "Hun er sgu da bare sur over, at hun dumpede til køreprøven" - "Man skulle være kørelærer!" og "Det er da der man skal tage kørekort, hvis man kan få det billigere".
Når der efterfølgende kommer en opfølgende artikel, hvor de unge kvinder ytrer, at de blev kede af at læse kommentarerne, træder idioterne lidt ekstra på speederen i deres pissegrimme og alt for gejlede biler, der er indrettet af T-Hansen, med nye kommentarer: "Hvis du ikke kan tåle sandheden, skulle du nok ikke være gået til medierne".
For i deres lillebitte hoved, så retfærdiggør det nemlig deres lavtstående svinere.
Og i dag har Ekstra Bladet så en artikel om Anne Linnets søn, som vil skifte køn. Og selvfølgelig er idioterne på tasterne. Det er da klart. For her er der noget, som ikke passer ind i deres "Absolute Music Vol. 89, Medisterpølse, grænsehandel, buræg, Lars Lilholt og skamkogte kartofler verden.
En mand, der vil være en kvinde. Fyføj, for en grimmert. Det kan deres hjerne slet ikke kapere. Så selvfølgelig skal de knokle sig igennem tasterne og få sendt de obligatoriske kommentarer, som: "Jeg vil være en lastbil...harhharhharh" - "Det er sygt!" - "Ikke underligt, når han blev opdraget af en lebbe" - "Det er ulækkert. Det er ikke normalt!" - "Freakshow" og "P for Pussy- aghh- det sz for langt ude!".
Og jeg har en lyst til at fare i flæsket på dem og kræve argumenter og udfordre deres gang på tastaturet. Problemet er bare, at man kan ikke nå ind til dem. De er simpelthen så ubeskriveligt snotdumme, at de aldrig vil kunne udvide deres horisont. Chancen for at vinde i Lotto hver lørdag i 13 uger, vil være større.
Men jeg fatter det ikke. Det gør jeg sgu ikke. Hvordan fanden kan man være så ensporet i sin tankegang og i sit menneskesyn?
Der er fandeme ikke noget at sige til, at der er krig i hele verden, når der sidder så mange mennesker, med en mental udvikling, der gik i stå, før deres pubertet startede.
mandag den 26. december 2016
Tale er sølv, tavshed er guld
Eller noget i den stil. I hvert fald har jeg egentlig bare trukket netstikket lidt i en periode. (Bortset fra den sædvanlige snagen på Facebook) Tiltrængt.
Og nu har jeg juleblues. Julen er slut for i år og jeg er trist. Totalt antiklimaks. Ja, man kan næsten sige, at jeg har lidt identitetskrise. Den sidste 1½ måned har jeg jo svævet rundt på en sky af magisk juleglæde i hjertet. (Lige med undtagelse af når jeg har boblet rundt og forsøgt at få styr på tankerne i hovedet).
Julepynten er pillet ned. Og som altid foregik det med en følelse af at sige farvel og på gensyn til en kær ven.
Og i dag er årets sidste julefrokost klaret. Meget traditionelt. Den forløb lige efter bogen:
- Grotesk meget mad. Lige når man troede man kunne læne sig tilbage, kunne man høre en skramlen ude i køkkenet og et gasblus, der blev tændt og møllen, der kørte lystigt inde i varmluftsovnen. Og SÅ kom det næste fad. Og det næste. Og så er der dessert. Og småkager. Og slikfad. Og til sidst flyder der hvad der svarer til indholdet i en frituregryde rundt i blodårene.
- Skål i snaps efterfulgt af en bette vise, som blev forsinket, men som min far fik brummet med tilbagevirkende kraft.
- En hund, der gøede konstant og blev fodret med så mange småkager og frikadeller under bordet, at dens røvhul nok førast lukker sig sammen engang i marts.
- En hund, der humpede på benet, når man under pakkelegen skulle op i den anden ende efter en pakke. Horny lille satan. Den var klar hver gang.
- En 2 årig, som ikke forstod konceptet af pakkelegen. (Selvfølgelig gør han ikke det). Og som derfor logisk nok græd som pisket, når nogen stjal fra ham.
- En meget fuld far, der skulle køres hjem. Jeg var chauffør og kørte i hans bil. Og jeg skal da lige love for, at det ikke er når hans promille er identisk med hans kropstemperatur, at jeg skal spørge ind til, hvordan man slår fjernlyset til. Sure skid omme på bagsædet. Forstod ikke mine spørgsmål.
- "Du skal dreje på knappen!"
- Det har jeg gjort!".
- "Nej, du har ej. Drej igen!"
(Jeg drejer og al lyset forsvinder)
- "SÅDAN"! *baglæns hik*. "SÅ er der fjernlys på"! Efterfulgt af sure opgivende suk. Han knurrede og vrissede så meget i overlæben, at man skulle tro jeg havde fyldt sprinklervæske i benzintanken.
For helvede, far!
Jeg opgav og kørte med det lange lys hele vejen hjem og blev blinket og hadet af samtlige modkørende. Men jeg orkede bare ikke mere. Man skal vælge sine kampe med omhu.
Men sikke en jul. Jeg har aldrig før fået så mange gaver og jeg er stadig paf. Mine børn gik helt amok og gav mig de fineste og dyreste ting. Som sundhedssøn sagde: "Nu har jeg endelig muligheden for at give lidt tilbage af alt det dig og far har gjort for mig". Og Uglen, som syntes det var på tid, at jeg stoppede med at købe kopiprodukter af make-up inde i "Normal" butikken.
Det er helt grotesk med de gaver. Jeg har fået MAC makeup, Urban Decay makeup. Grøntsags-spriralizer, frugtpresser, mikrobølgeovn, Actifry, køkkenvægt, foodprocessor, Kitchen Aid el-kedel, Kitchen Aid brødrister. Og en ismaskine med kompressor og hele lortet. Og som spiller en sød melodi, når isen er færdig.
Og bøger. Og Claus Holm køkkenting. Og en bluetooth højtaler. Og en fodfil fra Scholl. Det bliver SÅ godt at køre den hen over hessianfødderne og høre, hvordan den pløjer sig igennem kæmpe arealer af selvdød hud.
Ej, men jeg er paf. Jeg fatter ikke, at jeg har fået så meget. Jeg er så pisserørt.
Nu vil jeg putte mig under et par tæpper og bare slappe af. Det samme i morgen. Jeg trænger så frygtelig meget til ferie og ro. Og så vil jeg glæde mig til nytårsaften sammen med mine skønne børn og søde venner.
Og til lønningsdag. I guder. Min konto er så meget i undtagelsestilstand, at jeg er berettiget til at vinde Matatorlegatet mindst 12 gange på én gang.
Og nu har jeg juleblues. Julen er slut for i år og jeg er trist. Totalt antiklimaks. Ja, man kan næsten sige, at jeg har lidt identitetskrise. Den sidste 1½ måned har jeg jo svævet rundt på en sky af magisk juleglæde i hjertet. (Lige med undtagelse af når jeg har boblet rundt og forsøgt at få styr på tankerne i hovedet).
Julepynten er pillet ned. Og som altid foregik det med en følelse af at sige farvel og på gensyn til en kær ven.
Og i dag er årets sidste julefrokost klaret. Meget traditionelt. Den forløb lige efter bogen:
- Grotesk meget mad. Lige når man troede man kunne læne sig tilbage, kunne man høre en skramlen ude i køkkenet og et gasblus, der blev tændt og møllen, der kørte lystigt inde i varmluftsovnen. Og SÅ kom det næste fad. Og det næste. Og så er der dessert. Og småkager. Og slikfad. Og til sidst flyder der hvad der svarer til indholdet i en frituregryde rundt i blodårene.
- Skål i snaps efterfulgt af en bette vise, som blev forsinket, men som min far fik brummet med tilbagevirkende kraft.
- En hund, der gøede konstant og blev fodret med så mange småkager og frikadeller under bordet, at dens røvhul nok førast lukker sig sammen engang i marts.
- En hund, der humpede på benet, når man under pakkelegen skulle op i den anden ende efter en pakke. Horny lille satan. Den var klar hver gang.
- En 2 årig, som ikke forstod konceptet af pakkelegen. (Selvfølgelig gør han ikke det). Og som derfor logisk nok græd som pisket, når nogen stjal fra ham.
- En meget fuld far, der skulle køres hjem. Jeg var chauffør og kørte i hans bil. Og jeg skal da lige love for, at det ikke er når hans promille er identisk med hans kropstemperatur, at jeg skal spørge ind til, hvordan man slår fjernlyset til. Sure skid omme på bagsædet. Forstod ikke mine spørgsmål.
- "Du skal dreje på knappen!"
- Det har jeg gjort!".
- "Nej, du har ej. Drej igen!"
(Jeg drejer og al lyset forsvinder)
- "SÅDAN"! *baglæns hik*. "SÅ er der fjernlys på"! Efterfulgt af sure opgivende suk. Han knurrede og vrissede så meget i overlæben, at man skulle tro jeg havde fyldt sprinklervæske i benzintanken.
For helvede, far!
Jeg opgav og kørte med det lange lys hele vejen hjem og blev blinket og hadet af samtlige modkørende. Men jeg orkede bare ikke mere. Man skal vælge sine kampe med omhu.
Men sikke en jul. Jeg har aldrig før fået så mange gaver og jeg er stadig paf. Mine børn gik helt amok og gav mig de fineste og dyreste ting. Som sundhedssøn sagde: "Nu har jeg endelig muligheden for at give lidt tilbage af alt det dig og far har gjort for mig". Og Uglen, som syntes det var på tid, at jeg stoppede med at købe kopiprodukter af make-up inde i "Normal" butikken.
Det er helt grotesk med de gaver. Jeg har fået MAC makeup, Urban Decay makeup. Grøntsags-spriralizer, frugtpresser, mikrobølgeovn, Actifry, køkkenvægt, foodprocessor, Kitchen Aid el-kedel, Kitchen Aid brødrister. Og en ismaskine med kompressor og hele lortet. Og som spiller en sød melodi, når isen er færdig.
Og bøger. Og Claus Holm køkkenting. Og en bluetooth højtaler. Og en fodfil fra Scholl. Det bliver SÅ godt at køre den hen over hessianfødderne og høre, hvordan den pløjer sig igennem kæmpe arealer af selvdød hud.
Ej, men jeg er paf. Jeg fatter ikke, at jeg har fået så meget. Jeg er så pisserørt.
Nu vil jeg putte mig under et par tæpper og bare slappe af. Det samme i morgen. Jeg trænger så frygtelig meget til ferie og ro. Og så vil jeg glæde mig til nytårsaften sammen med mine skønne børn og søde venner.
Og til lønningsdag. I guder. Min konto er så meget i undtagelsestilstand, at jeg er berettiget til at vinde Matatorlegatet mindst 12 gange på én gang.
mandag den 12. december 2016
Når fjolserne boykotter butikkerne
...går det ikke stille for sig. Til gengæld er det fantastisk morsomt. Her et lillebitte udvalg af dagens eder og forbandelser på Facebook.
Sådan Jørgen. Ud med det. Ikke så meget pis der. Dine følelser kan koges ned til to ord.
Preben; jeg tror ikke du skal regne med, at Elgiganten gider gennemgå din konto. Men jeg er ret vild med, at du boykotter dem, men samtidig lige skal forklare, hvad der ligger bag, hvis du alligevel skulle blive spottet i deres butik.
Men de menneskelige værdier, som Den Korte Avis (og du) pisser gevaldigt på, det er noget andet?
Dine værdier ligger garanteret inde i farsen i en tarm. Bonderøv.
Men Den Korte Avis' falske og hadske "artikler" er derimod ikke kvalmende?
Kent...seriøst? Du bilder dig simpelthen ind, at Elgiganten lige kyler et girokort ned i nakken på dig, fordi de hørte dig tale grimt ude på parkeringspladsen? Slam! 10.000,- kr. SÅ ka' du lære det, Kent. Mvh. Elgiganten.
Sådan Jørgen. Ud med det. Ikke så meget pis der. Dine følelser kan koges ned til to ord.
Når det ikke går som planlagt for DF'eren
Jens er vred. Det er alle de andre tilhængere af den racistiske løgnagtige blog "Den Korte Avis" også. De er vrede over, at en masse firmaer trækker deres annoncer fra lortebloggen.
De fleste hyler op om "at ytringsfriheden er truet". De færreste (eller ingen af dem) har fattet, at det intet har at gøre med ytringsfriheden. Hverken Føtex, El-Giganten, McDonalds eller Nordea (plus alle de andre...mrmm) har forbudt "Den Korte Avis" at skrive noget. De har bare valgt at placere deres reklamer et andet sted.
Men nu boykotter samtlige læsere fra lorteavisen (som er en blog) alle de firmaer, der har slået hånden af DKA.
Åh nej! Sikke en straf!
Nå, men fjolserne er gået i selvsving og spammer firmaernes Facebooksider til med trusler og slemme bandeord. Inkl. Jens, som det sgu ikke går så skide godt for.
De fleste hyler op om "at ytringsfriheden er truet". De færreste (eller ingen af dem) har fattet, at det intet har at gøre med ytringsfriheden. Hverken Føtex, El-Giganten, McDonalds eller Nordea (plus alle de andre...mrmm) har forbudt "Den Korte Avis" at skrive noget. De har bare valgt at placere deres reklamer et andet sted.
Men nu boykotter samtlige læsere fra lorteavisen (som er en blog) alle de firmaer, der har slået hånden af DKA.
Åh nej! Sikke en straf!
Nå, men fjolserne er gået i selvsving og spammer firmaernes Facebooksider til med trusler og slemme bandeord. Inkl. Jens, som det sgu ikke går så skide godt for.
Jeg vil bare sige...
noget. Faktisk er det mest for min egen skyld, at jeg skriver dette her. Fordi jeg har brug for at få tankerne ud og formuleret dem.
Jeg hader at være "velsignet" med en mindre periodevis kortslutning et eller andet sted. Jeg hader, at jeg aldrig tror så meget på mig selv, at jeg lærer at sige fra, når jeg føler energiniveauet er fladt. Men mest af alt hader jeg, at jeg er min egen værste fjende og sjældent tager mig selv alvorligt.
Øv, hvor jeg er lidt i modvind for tiden. Det er som om mit batteri slipper op, fordi jeg glemmer at tænde på kontakten, når jeg sætter mig selv til ladning.
Jeg føler mig tilovers. Jeg føler jeg er blevet parkeret i nødsporet på motorvejen, som en gammel udtjent Kadett, mens de smarte biler fiser forbi med 200 km/t. Så holder jeg der og fylder og har ikke engang en intakt advarselstrekant med mig i bagagerummet.
Og mest af alt vil jeg jo bare ud at køre på vejen igen. Sammen med alle de andre. For det andet gør mig sgu ked af det,
Nå, det lyder værre end det er. Der bor åbenbart en træls Barbara Cartland inde i mig, som overtager tastaturet med floskler og sære sammenligninger. Men det må bare være sådan det er.
Men jeg står trods alt ikke ude i carporten og tjekker, om taget kan holde til min vægt i et stykke reb.
Slet ikke.
Det er jo jul, for pokker. Og jeg suger det til mig og nyder det. Kugler, mandarinoverdosis, vanilje, pebernødder, stearinlys, glögg, skøn familie og ditto venner. Det er varmt og det er naturligt og jeg kan ikke få nok af det.
Jeg kan til gengæld sagtens få nok af mig selv og den rutchebanetur, som jeg har fået mig selv ud i, fordi jeg ligesom glemte at sluge den skide pille, som smører min hjerne. Regningen er kommet og jeg kan sgu ikke lige betale det hele på én gang. Og det skal jeg lige acceptere, kan jeg mærke.
Dagens optur
- Drømte i går, at jeg steg på vægten og den viste 144,3 kg. Gudskelov var virkeligheden mere skånsom.
Dagens nedtur:
Mødte en giga rotte på vej til arbejde. Den rendte ud foran bilen og havde skræmmende nok slet ikke travlt med at komme væk. I stedet stoppede den op og kiggede ind gennem forruden. (Bilder jeg mig ind).
Og så sad jeg der - pissetræt og med ubehaget stående op i halsen og tog alligevel mig selv i at sige: "Godmorgen rotte" til den, inden jeg drejede lidt til højre og kørte forbi den.
Dagens über nedtur:
Skal snart aflevere lånebilen tilbage. To måneder med bil gør mig bekvem. Alt for bekvem. Jeg kan slet ikke overskue at skulle tilbage på cyklen. Som i øvrigt har straffet mit svigt af den med at lukke luften ud af begge dæk.
Jeg skal vist bare tage mig sammen (jeg-hader-hader-hader-den-sætning) og få styr på hjemmet. Og evt. få købt de to julegaver jeg mangler. (Det er ret vildt, at jeg er så godt med i år).
Selvforkælelse virker bare bedre, når hytten ikke ligner noget fra et TLC program om hoarders.
Jeg hader at være "velsignet" med en mindre periodevis kortslutning et eller andet sted. Jeg hader, at jeg aldrig tror så meget på mig selv, at jeg lærer at sige fra, når jeg føler energiniveauet er fladt. Men mest af alt hader jeg, at jeg er min egen værste fjende og sjældent tager mig selv alvorligt.
Øv, hvor jeg er lidt i modvind for tiden. Det er som om mit batteri slipper op, fordi jeg glemmer at tænde på kontakten, når jeg sætter mig selv til ladning.
Jeg føler mig tilovers. Jeg føler jeg er blevet parkeret i nødsporet på motorvejen, som en gammel udtjent Kadett, mens de smarte biler fiser forbi med 200 km/t. Så holder jeg der og fylder og har ikke engang en intakt advarselstrekant med mig i bagagerummet.
Og mest af alt vil jeg jo bare ud at køre på vejen igen. Sammen med alle de andre. For det andet gør mig sgu ked af det,
Nå, det lyder værre end det er. Der bor åbenbart en træls Barbara Cartland inde i mig, som overtager tastaturet med floskler og sære sammenligninger. Men det må bare være sådan det er.
Men jeg står trods alt ikke ude i carporten og tjekker, om taget kan holde til min vægt i et stykke reb.
Slet ikke.
Det er jo jul, for pokker. Og jeg suger det til mig og nyder det. Kugler, mandarinoverdosis, vanilje, pebernødder, stearinlys, glögg, skøn familie og ditto venner. Det er varmt og det er naturligt og jeg kan ikke få nok af det.
Jeg kan til gengæld sagtens få nok af mig selv og den rutchebanetur, som jeg har fået mig selv ud i, fordi jeg ligesom glemte at sluge den skide pille, som smører min hjerne. Regningen er kommet og jeg kan sgu ikke lige betale det hele på én gang. Og det skal jeg lige acceptere, kan jeg mærke.
Dagens optur
- Drømte i går, at jeg steg på vægten og den viste 144,3 kg. Gudskelov var virkeligheden mere skånsom.
Dagens nedtur:
Mødte en giga rotte på vej til arbejde. Den rendte ud foran bilen og havde skræmmende nok slet ikke travlt med at komme væk. I stedet stoppede den op og kiggede ind gennem forruden. (Bilder jeg mig ind).
Og så sad jeg der - pissetræt og med ubehaget stående op i halsen og tog alligevel mig selv i at sige: "Godmorgen rotte" til den, inden jeg drejede lidt til højre og kørte forbi den.
Dagens über nedtur:
Skal snart aflevere lånebilen tilbage. To måneder med bil gør mig bekvem. Alt for bekvem. Jeg kan slet ikke overskue at skulle tilbage på cyklen. Som i øvrigt har straffet mit svigt af den med at lukke luften ud af begge dæk.
Jeg skal vist bare tage mig sammen (jeg-hader-hader-hader-den-sætning) og få styr på hjemmet. Og evt. få købt de to julegaver jeg mangler. (Det er ret vildt, at jeg er så godt med i år).
Selvforkælelse virker bare bedre, når hytten ikke ligner noget fra et TLC program om hoarders.
søndag den 4. december 2016
En hæsblæsende (især blæsende) update
Tiden går egentlig bare og jeg har ikke haft energi eller lyst til at skrive. Faktisk har det været en bizar og træls periode og jeg har undret mig skæv i knolden over, hvorfor jeg pludselig var væk for mig selv?
Tårerne har stået i kø gennem en længere periode og ingen af dem har overholdt den kø-kultur, som jeg egentlig havde udstedt.
Jo, jeg har grinet og hygget mig, men hele tiden med følelsen af, at nogen klemte en fjerkræsaks om mit hjerte og med jævne mellemrum - og aldrig når jeg regnede med det - blev der klippet i mit hjerte.
Det gør skide ondt. Og det der gør mest ondt (hej hej Medina), er at jeg ikke helt har vidst, hvad der var galt.
Jo, jeg kunne pege på nogle ting rundt omkring i min hverdag, som frustrerer mig. Men ikke noget helt konkret, som kunne forklare, hvorfor jeg slet ikke har følt mig i kontakt med mig selv. Eller følt mig glad sådan helt ind bag hjertet.
Men i sidste uge, fik jeg en slags åbenbaring på vej hjem fra job, hvor jeg ud af det blå, blev skide ked af noget ukendt og hvor tårerne piblede ud af øjnene så hurtigt, at det faktisk ikke var helt forsvarligt at køre bil.
Og så var det jeg kom i tanke om, at jeg da vidst havde glemt at tage de piller, som jeg fik pga. alt det, som visse ting har ødelagt. Fuldstændig glemt. Min hukommelse er nærmest ikke-eksisterende efter det lortestress.
Og så begynder det jo at give mening det hele. Hvorfor jeg har været nødt til at proppe en facade på af happy-go-lucky i flere måneder. Hvorfor jeg har sovet ad helvede til. Hvorfor min mave har haft besøg af en flok emo-snittende sortseere, som har efterladt mig med mavesyre nok til at opløse to hele kvæg.
Det hele giver mening.
"Nårhh...så du tager piller, hva'?
Ja, og luk røven. Gu' gør jeg det og gu' fanden vil jeg ikke skamme mig over det. Det adskiller sig ikke en skid fra når diabetes-patienter stikker insulin i kroppen. Og det er skide smart, at man kan tilføre kroppen noget, som den ikke selv kan producere. (Hvornår bliver det mon muligt med selvværdspiller og rygradspiller?)
Men det hele giver mening. Og jeg har fået fornyet recepten og er i gang igen. Med alle de opstartsbivirkninger, der følger med.
* Kvalme. (Men jeg hilser den velkommen og håber på et vægttab)
* Svimmelhed. (Men okay, jeg har lavt blodtryk i forvejen, så hey...lidt mere dizzyness fra eller til gør ingen forskel)
* Den ondeste hovedpine.
* Tyndskid. (Okay, det er så fordi jeg sluger så mange Treo mod hovedpinen)
Og så er der den mest charmerende af alle: Øget tarmluft.
Jeps. For det har jeg da ikke rigeligt af i forvejen. Wunderschön...eller hvad de tyskere nu siger. Og vi taler ikke små diskrete mængder, der popper ud som lyden, når man trykker bobleplast. Nope. Vi taler seriøse brændere, som faktisk nogle gang er så kraftfulde, at det gør ondt i ringmusklen.
Og det går galt nogle gange. Som f.eks. her til aften, hvor jeg gik ind til Uglen og hyggesnakkede med hende. Og når vi hygger herhjemme i privaten, er vi helt afslappede. Ringmusklen inkl. Så som den mest naturlige del midt i samtalen, gav jeg los og gik lidt ned i knæ og pressede den længste og værste lyd ud.
Og så blev der stille. Og først der opdagede jeg, at hun sad med headset på med tændt mikrofon og talte med sin kæreste.
Jeg må på apoteket efter Imogas.
Tårerne har stået i kø gennem en længere periode og ingen af dem har overholdt den kø-kultur, som jeg egentlig havde udstedt.
Jo, jeg har grinet og hygget mig, men hele tiden med følelsen af, at nogen klemte en fjerkræsaks om mit hjerte og med jævne mellemrum - og aldrig når jeg regnede med det - blev der klippet i mit hjerte.
Det gør skide ondt. Og det der gør mest ondt (hej hej Medina), er at jeg ikke helt har vidst, hvad der var galt.
Jo, jeg kunne pege på nogle ting rundt omkring i min hverdag, som frustrerer mig. Men ikke noget helt konkret, som kunne forklare, hvorfor jeg slet ikke har følt mig i kontakt med mig selv. Eller følt mig glad sådan helt ind bag hjertet.
Men i sidste uge, fik jeg en slags åbenbaring på vej hjem fra job, hvor jeg ud af det blå, blev skide ked af noget ukendt og hvor tårerne piblede ud af øjnene så hurtigt, at det faktisk ikke var helt forsvarligt at køre bil.
Og så var det jeg kom i tanke om, at jeg da vidst havde glemt at tage de piller, som jeg fik pga. alt det, som visse ting har ødelagt. Fuldstændig glemt. Min hukommelse er nærmest ikke-eksisterende efter det lortestress.
Og så begynder det jo at give mening det hele. Hvorfor jeg har været nødt til at proppe en facade på af happy-go-lucky i flere måneder. Hvorfor jeg har sovet ad helvede til. Hvorfor min mave har haft besøg af en flok emo-snittende sortseere, som har efterladt mig med mavesyre nok til at opløse to hele kvæg.
Det hele giver mening.
"Nårhh...så du tager piller, hva'?
Ja, og luk røven. Gu' gør jeg det og gu' fanden vil jeg ikke skamme mig over det. Det adskiller sig ikke en skid fra når diabetes-patienter stikker insulin i kroppen. Og det er skide smart, at man kan tilføre kroppen noget, som den ikke selv kan producere. (Hvornår bliver det mon muligt med selvværdspiller og rygradspiller?)
Men det hele giver mening. Og jeg har fået fornyet recepten og er i gang igen. Med alle de opstartsbivirkninger, der følger med.
* Kvalme. (Men jeg hilser den velkommen og håber på et vægttab)
* Svimmelhed. (Men okay, jeg har lavt blodtryk i forvejen, så hey...lidt mere dizzyness fra eller til gør ingen forskel)
* Den ondeste hovedpine.
* Tyndskid. (Okay, det er så fordi jeg sluger så mange Treo mod hovedpinen)
Og så er der den mest charmerende af alle: Øget tarmluft.
Jeps. For det har jeg da ikke rigeligt af i forvejen. Wunderschön...eller hvad de tyskere nu siger. Og vi taler ikke små diskrete mængder, der popper ud som lyden, når man trykker bobleplast. Nope. Vi taler seriøse brændere, som faktisk nogle gang er så kraftfulde, at det gør ondt i ringmusklen.
Og det går galt nogle gange. Som f.eks. her til aften, hvor jeg gik ind til Uglen og hyggesnakkede med hende. Og når vi hygger herhjemme i privaten, er vi helt afslappede. Ringmusklen inkl. Så som den mest naturlige del midt i samtalen, gav jeg los og gik lidt ned i knæ og pressede den længste og værste lyd ud.
Og så blev der stille. Og først der opdagede jeg, at hun sad med headset på med tændt mikrofon og talte med sin kæreste.
Jeg må på apoteket efter Imogas.
Abonner på:
Opslag (Atom)