tirsdag den 9. juni 2015

Kontanthjælp tur - og aldrig retur

Bræk!

Der er valg over det hele. Og som tidl. skrevet, så synes jeg, at det får det værste frem i folk.
Allerværst er det dog med den tilbagevendende hetz mod landets svageste. Hvad fanden skal det til for? Sidder politikere som f,eks. Joachim B. Olsen og Søren Pape og danner præsæd i bukserne, når de fandeme ikke kan åbne munden uden det skal handle om de dovne og velhavende kontanthjælpsmodtagere?

Man skulle tro det.

Jeg er ikke blind eller dum. Jeg kan godt se, at man er nødt til at gøre en større indsats for at få folk der er arbejdsparate ud på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig skal man det.
Der er heller ikke tvivl om, at nasserøvene skal have et los i røven med deres cigaretrullemaskine.

Men hvor mange er der af dem, når det kommer til stykket? Jeg tillader mig fandeme at tvivle på, at der er et overtal af kontanthjælpsmodtagere, som nyder at være i systemet.
Ja, der vil altid være nogen. Der vil også altid være arbejdsgivere er der nogle røvhuller der udnytter kommunernes tilbud om at få folk i praktik eller løntilskud. Men det er jo for fanden ikke et landsdækkende billede.

Jeg har været på kontanthjælp. Jeps...tidligere samfundsnasser in da building! Men nu er det vigtigste spørgsmål så: Nød jeg det? Var jeg en fuldtids shopaholic? Havde jeg konstant soleksem på min blegfede hud, fordi jeg havde 10-turskort til SAS? Var jeg månedens kunde i Danske Bank?

Nej!

Det var en lorte periode. Først frustrationen over at måtte lade mig sygemelde. Derefter frustrationen over at skulle redegøre for mine private problemer til forskellige sagsbehandlere. Hej hej sårbarhed og smuldrende selvværd.
Så trak min sygemelding ud, fordi PTSD ikke lige er sådan noget, som man kan trylleryllerylle væk efter behov. Herefter ydmygelsen over at ryge på kontanthjælp. (Helt alvorligt; jeg bildte i lang tid folk ind, at jeg var på sygedagpenge, fordi det klingede knap så taberagtigt).

Og så rullede lavinen af grusomheder. Ikke forstået på den måde, at jeg fik dårlig behandling fra sagsbehandlerne, men jeg fik dårlig behandling fra mig selv. Ad libitum. Jeg åd selvbebrejdelser til morgenmad med mælk på og skyllede hele lortet ned med kaffe, der var sødet med selvhad.

Så fulgte tiden med aktivering og bevares, det fandt jeg ikke urimeligt. Selvfølgelig skal man yde. Men hvad fanden skulle jeg få ud af at møde op i en taberskurvogn sammen med idioter, der simultant hadede alt der mindede om kommunen og pligter? Som tilbød mig en ny bærbar til 800,- kr.
Hvad fanden skulle jeg få ud af at sidde og høre på deres intetsigende lort? Og hvordan skulle det motivere mig videre i livet at blive placeret med nogle træklodser og blive bedt om at slibe tilfældigt på dem med sandpapir, mens jeg havde selskab af en sær gås, som insisterede på at sidde med flere støvmasker for munden, end Michael Jacksom ejede i alt?

På hvilken måde skulle det hjælpe mig at være i aktivering et sted, hvor lederen ofte overnattede, fordi han:

a) Var uvenner med konen
eller
b) Var blevet stangvissen på en bodega om aftenen, hvor han tilmed havde været i slagsmål.

Skulle jeg have kunnet tage en aktiveringsleder seriøst, når han tog imod en med spritånde og et blåt øje om morgenen?

I fandmeme think not!

Så det gad jeg ikke. Fire dage holdt jeg til Så bad jeg om en ny arbejdsprøvning. Et normalt sted.
Og det fik jeg. Og det gik godt. Lige indtil det gik så godt, at jeg var den på arbejdspladsen, som arbejdede flest timer. For hvorfor skulle arbejdsgiveren ikke udnytte, at kommunen havde sendt en person med høj arbejdsmoral, en manglende evne til at sige nej og et konstant behov for at bekræfte sig selv i, at hun var god nok?

Men jeg blev sådan set ved med at være der. Ikke fordi jeg er et fantastisk mirakelmenneske, som sidder her og har et sært behov for at fremhæve hvor vidunderlig jeg er. Men fordi jeg nægtede at give op. Fordi jeg vidste, at jeg først fik det pisse godt igen, når jeg var ude af kontanthjælpssystemet igen.

Efterfølgende var jeg i yderligere to arbejdsprøvninger. Og syv sagsbehandlere, som alle skulle have alle detaljer om mit liv og de ting, som gjorde mest ondt. Hej hej sårbarhed - skal vi ikke lige skrælle et lag mere af dig? Jeg synes ikke du bløder nok.

Svømmede jeg i penge? Narhh, knap så meget. Men jeg åd heller ikke fra skraldespanden. Jeg klarede det. Men i modsætning til de kontanthjælpsmodtagere, som medierne støver op, så var jeg nu hverken bilejer eller til grisefest på Mallorca.

Og så lykkedes det. At komme ud af kontanthjælpen. Det var bedre end sex, Det var lige så smukt, som at se Joachim B. Olsen med kraniet viklet ind i gaffatape  - mumie-style.
Følelsen var ubeskrivelig lækker og ja - nu hvor jeg sidder og lader tankerne glide tilbage, så må jeg tilstå, at det faktisk næsten udløste sjattisseri i trussen af glæde.
For lige pludselig var jeg nogen igen. Lige pludselig kunne nogen bruge mig OG have lyst til at have mig på lønningslisten. Den kombination gav nærmest sprøjteorgasmer.

Nu ved jeg godt, at visse politikere elsker at fortælle, at det ikke kan betale sig for kontanthjælpsmodtagerne at få et arbejde. Og her må jeg så presse en ubehandlet fyrretræsplanke op i røven på dem og hviske dem kærligt i øret: Jo. Det kan det faktisk godt. Min økonomi er blevet en del bedre. Og hvad endnu bedre er; mit selvværd kan rent faktisk stå selv igen.

Og dagens store finalespørgsmål er:

Ville det have hjulpet dig tilbage til arbejdsmarkedet hurtigere, hvis regeringen havde skåret i din kontanthjælp?




Åh herregud...


Nej. Det ville have forværret hele min mentale situation. For ser I; når man bliver ramt på psyken, er man så pisse sårbar, at man nærmest går i stykker, hvis postbudet ikke gider hilse om morgenen.
Jeg havde rigeligt i at huske på at trække vejret og få sat mit mentale kaos pænt tilbage på hylderne i knolden.
Hvis jeg tilmed havde skullet se frem til en forværring af min økonomiske situation, ville det have skyllet mig ud i toilettet.

Det der hjælper, det er en målrettet indsats fra en ressourcestærk sagsbehandler - en stædig viljestyrke og hårdt arbejde med sig selv.

Så kære politikere; I må gerne stramme op på kontanthjælpsområdet. Men gør det for fanden konstruktivt. Det der er brug for, er en ny model, som ikke parkerer folk på kontanthjælp. En benhård indsats for at få folk i gang igen. Og ikke latterlige aktiveringssteder, som mest af alt minder om en tosseanstalt med en cirkusklovn som leder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar