tirsdag den 12. maj 2015

DR: Kvinder går efter udseende, når de netdater

Flg. artikel er i dag smidt på DR's Facebookside.

Læs artiklen her

(K)ærlig mand, fyrre år med interesse for rejser og god mad.
Sådan kunne en profiltekst lyde på en af de datingprofiler, som kærlighedshungrende danske kvinder i stort omfang benytter sig af, når de søger en ny mand til en date eller et kæresteforhold.
Men tekstens ordlyd er fuldstændig ligegyldig for de kvinder, datingprofilen er henvendt til – hvis ikke billedet på profilen falder i deres smag.


Det er profilbilledet, der er det primære fokus, men derefter klikker kvinderne ind og ser de billedalbums, der er stillet til rådighed af profilejeren, siger Krisitne Køhler Mortensen.
Kun hvis de øvrige billeder på profilen også falder i kvindens smag, går hun videre til profilens tekst.

- Dem gennemgår man minutiøst, og hvis de gennemgår testen og får en positiv evaluering, går man videre ned på profilen, hvor teksten står.

Baarrhhh! Luk dog!

Ærligt talt....selvfølgelig betyder udseendet noget. Der er nok de færreste, der vil date en person, som de er frastødt af.  Men udseende er så mange ting! Som jeg tidligere har skrevet, så kan jeg sagtens leve med en mand med mave, strækmærker, arret hud, stor næse eller flyveører. Hvis han har et smil der når øjnene og hvis hans øjne har lige nøjagtig det glimt der skal til, så er han nået langt.

Men det er edderrøvme en kæmpe løgn og generalisering at skrive, at kvinder tjekker billeder først. Faktisk klikker jeg væk fra en mand, hvis han ikke har en profiltekst. Jeg gider ikke online-flirte, som var det et kuponhæfte. Jeg vil have personlighed. Og engagement. Fandeme!

Og mens vi ER ved emnet om profilbilleder, så frasorterer jeg også flg.:

- Mænd, der sprinter af sted i gennemblødt tanktop med nummer på maven og en flyvende målsnor omkring sig, som var det en hulahopring.
Ja ja, flot...du har løbet langt. Imponerende. Klapklap. Jeg løb også efter bussen i 1993, men det fik jeg sgu da ikke taget billeder af.

- Mænd, der suser af sted på deres mountainbike. Ikke at der er noget galt med cykling overhovedet. Det har bare taget overhånd med alle de mænd på cykler med medbragt kamerahold i skoven.

- Mænd, der sidder i overalls på et værtshus.

- Mænd, der kun har billeder med solbriller for øjnene. Hvad skjuler de? Total bælgøjethed?

- Mænd, der tager billeder af sig selv i spejlet i motionscentret. Så meget selvfedme magter jeg ikke.

- Mænd, der laver gangsta-håndtegn. Pis af og bliv voksen.

- Mænd, der har beskåret billedet, men hvor man tydeligt kan se, at det er en eks-kæreste, der er klippet væk.

- Mænd, der kun har billeder af dem selv, hvor de springer i faldskærm, bestiger bjerge og trækker Arriva-tog efter sig. Bevares, hver sin lyst. Jeg finder det bare ikke særligt sandsynligt, at han og jeg har så fandens meget til fælles.

- Mænd, der har uploadet 12 billeder af deres børn som spæd. Hvad skal jeg bruge det til?

- Mænd, der står mellem to 19 årige event-Cult-afklædte-piger med et liderligt stolt smil. Argh, men det er da så umandigt, når en mand på 40+ år, blærer sig med sin fascination af kvinder, der stadig er i teenagealderen.