fredag den 27. marts 2015

Velkommen hjem fra Berlin, Joachim Von And

Sundhedssøn vendte hjem fra Berlin i dag. Glad, træt og glad. Og med knitrende euro-sedler i håndbagagen.

Yes....For hvis vi lige spoler tiden en uge tilbage, så gik han og jeg i banken for at hæve lommepenge til ham. Og hønemor ville jo ikke risikere, at yngstebarnet skulle risikere at stå sulten i et fremmed land med grotesk grimt sprog og lidt for meget panering på det tyske kød.

Så jeg hævede lidt ekstra. (Og blev straffet for min dovenskab, fordi jeg ikke gad gå i min egen bank, men blot hævede fra Sydbanks automat. 50,- kr. i gebyr. Værsgod. Og det var da så lidt)

Og så vendte han hjem. Og kunne stolt fortælle, at han kun havde brugt 46 euro. Hvilket jo sådan set betyder, at han har et pænt stort overskud. Pænt stort!

Ingen souvenirs (men okay...hvad fanden skal man også tage med hjem fra Tyskland? Rasp? Pølser i glas? Die Hard på dvd, hvor Bruce Willis' stemme lyder som noget fra en Hansi Hinterseer cd?), ingen grænsehandel. Overhovedet. (Jeg havde håbet på, at han havde købt billigt tysk slik til sin mor - aka - sukkerluderen). Intet.
Han har simpelthen kun spist det allermest nødvendige og derudover ikke spenderet noget som helst.

Han spurgte mig (med lidt vag stemme): "Erhm mor, skal du egentlig have resten af pengene tilbage?" og indrømmet; min bankkonto skreg ja. Men for fanden...det ville være ret usselt af mig.

"Ja søn....nu skal du lære noget. Hvad der er sparet, er der tjent til din mor. Sådan er livet. Hvis du er god til at passe på dine penge, skal du aflevere dem"

Det går jo ikke...


Nå, men weekend! Endelig. Nyder det. Glæder mig til i morgen. Og glæder mig over, at arbejdsugen er gået skide godt. Jeg var ellers møgnervøs for, om mit stressramte kadaver ville knække og bukke, nu hvor jeg skulle være alene om det hele en hel uge.
Men det er gået skide godt og jeg har en dejlig fonemmelse i maven. Det er generelt en rigtig god arbejdsplads og lønnen er dejlig. Og jeg har været der i over to måneder helt uden at skære mig. Det er ny rekord. (Tror måske det hænger lidt sammen med, at knivene er omtrent lige så skarpe som engangsbestik, men hey...det tæller stadig).


Og så er det fredag. X-Factor. Og jeg burde ikke have adgang til X-Factors Facebookside. Har for anden fredag i træk generet nogle kvindelige Citybois fans.

Det er ærligt talt lidt sølle opførsel.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar