Kl. 21 i aftes, lå jeg på sofaen med Netflix og "Friends". Kl. 21:30 lagde jeg make-up. Og kl. 22 mødtes jeg med min veninde og dennes veninde på en skummel bar. Jeg skulle bare lige have en enkelt øl.
Som blev til mange. Ret mange.
Skal edderrøvme da lige love for, at jeg fik fejret, at jeg er blevet rødhåret igen. Med udråbstegn. Og fremmed mystik mand for enden af baren, som gloede på mig fra jeg trådte indenfor, fejrede det vist med mig.
Pisse gode underarme. Høj. Meget høj. Bredskuldret. Grotesk lækkert ansigt. Fodrede mig med komplimenter fra allerbedste kategori.
Faktisk ret så perfekt scenarie. Hvis man ser bort fra, at manden glemte han var i forhold.
Ej men for helvede...jeg gider ikke fise rundt med andres mænd. Og hvor er det da bare pisse meget mit held, at når der endelig er en mand med rette proportioner og gener, som synes jeg er lige så skøn, som jeg drømmer om at være, så er han alligevel lidt af en skid, når det kommer til stykket.
Jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så selektiv hukommelse, når man er i byen uden sin partner? Og da slet ikke, at man meget strategisk vælger at vente med at fortælle det til når skaden ER sket?
Nå...fuck det. Jeg gik alene ind i entréen og i min seng. Er ingen Glenn Close. Og uanset hvad, havde jeg en skøn aften og fik grinet så meget og længe, at humørbarometeret endelig fik det hak op ad, som jeg har manglet længe.
Veninde skuffer aldrig i byen. Har grinet mig selv i kramper og ned i knæ af hendes tørre bemærkninger. Har hygget mig med hendes veninde og fremmede kvinder, som sluttede sig til os. Har danset og forsøgt at genskabe "Ally McBeal" dansen, hvilket ganske givet har lignet et inferno af vanvid og sjælden grad af grimhed. Men har hygget mig. For fanden jeg har hygget mig.
Har underligt nok ingen tømmermænd. Overhovedet.
Det er en god søndag.
