tirsdag den 12. august 2014

Mandesvin

På diverse medier florerer der i disse dage artikler om den seneste trend (eller hvad det nu hedder): Fatkini. Det går i al sin enkelhed ud på, at tykke/overvægtige/buttede/runde kvinder uploader billeder af dem selv i en bikini.
Og jeg nåede sådan set kun at læse 10% af kommentarerne til artiklerne, før jeg havde lyst til at erklære mig selv lesbisk. For hold nu kæft, hvor bor der mange dumme mandesvin i dette land.

Den ene idiot efter den anden, knoklede sig hen over tastaturet (med ringe grammatiske evner), for at fortælle, hvor klamt et syn det var.
Ej, men hvad helvede sker der i bøtten på sådanne mænd? Fair nok, at synet ikke ligefrem appellerer til deres præferencer, men er det da virkelig død og pine nødvendigt at booste pikstørrelsen ved at nedgøre på den måde? Og hvordan kan det egentlig være, at mænd er så meget lidt selvkritiske? Hold nu kæft altså...jeg har haft en kæreste, som aldrig holdt sig tilbage med at kommentere andre menneskers overvægt - alt imens han bælte gnavede sig mere og mere ind i hans maveskind. Men han havde bestemt ikke taget på. Ohh no.

Nu ved jeg godt, at det var Ekstra Bladet og ”Nationen” og at det derfor er bunden af bunden der er repræsenteret, men hvor er jeg dog generelt bare ved at brække mig selv i stykker over at skulle høre på mænd, som ikke just selv ligner noget fra en glitrende forside, men som bestemt ikke holder sig tilbage med at hakke på alt der ikke ligner noget der er produceret i Photoshop. (Ikke at det gør det legalt, at modelmænd gør det. Overhovedet).

Kommentarerne går derudover også på, at fede mennesker ikke skal ”brande” sig selv på den måde og at det kun er med til at normalisere overvægt.

Jamen...okay. Hvis vi skal ned på det niveau, så lad mig da lige tilføje lidt ekstra til listen. Skulle vi så ikke forbyde flg. af frygt for at det blev normaliseret?

- Medina og hendes patetiske forsøg på at lege stor sangerinde.
- Optegnede grimme bimbo-øjenbryn.
- Tykke mænd i små badebukser.
- Bluetooth-øre-dimser.
- Hjemmeværnet.
- Dansk Folkeparti.
- Unge fyre med hængerøv og synlige boxershorts.
- Far til fire film.
- Leasy-reklamerne.
- Førtidspensioner og fleksjobs. (Vi kan jo ikke have, at det smitter og at alle andre mister deres arbejdsevne jo. Pyyha).
- Hormonpumpede muskelmænd.
- Brian-biler.
- Stinkdyrsfrisuren.
- Samtlige Aldi-butikker.
- Ekspedienter i El-Giganten og deres selvindbildte viden om de produkter og varer de sælger.
- Koneimport fra Thailand. (For tænk nu, hvis der ikke var flere ledige danske mænd på markedet).
- Linie 3.
- Øre-stretch.
- Tennissokker med de obligatoriske striber.

Blah! Rend mig. Og godnat. Jeg har fået en ny topmadras, som er så tyk, at den har hævet højden på min seng med adskillige centimeter - og som føles som en stor bunke dun at lægge sig ned i.

Mrmm.