torsdag den 31. juli 2014

Noget om at sende sine følelser viralt (et Zzzzzzz-indlæg)

Jeg er ikke selv fan af, at man broadcaster sine følelser på Facebook i al for stort omfang. I hvert fald ikke, hvis det er "hjerte rimer på smerte" og "nu bunder jeg en flaske vin, fordi min eks. er et svin". Det er sgu ikke en dagbog derinde.

Men...

På samme tid holder jeg mig jo ikke tilbage herinde. Dobbeltmoralsk, kunne man fristes til at mumle. Eller hvad?

Det mener jeg jo ikke. (Sjovt nok. Den havde ingen set komme).

På Facebook får man jo smidt diverse opslag op i hovedet uden varsel. Men der popper mine indlæg herfra jo ikke op. Det er trods alt et frivilligt valg at klikke sig herind i den virtuelle del af mit liv. Og netop derfor skifter mine indlæg (u-f-a-t-t-e-l-i-g) meget i tonen. Alt er simpelthen skrevet direkte fra hjertet.
Nogle gange velovervejet - men ofte mere hulter til bulter. Egentlig ikke fordi jeg tænder på at blive hørt og få opmærksomhed. Udelukkende fordi det er dét der hjælper mig: At få lukket en masse ord og tanker ud, så der bliver ryddet og. (Og gjort plads til nye).

Der er ikke ret meget løgn i det jeg skriver. Det filter har jeg simpelthen ikke. Min hjerne og personlighed er skruet så skide komplekst sammen, at ordene tit slipper ud, før min hjerne har kørt stavekontrol på dem.
Både verbalt og skriftligt. Det kan godt give et par lussinger på følelseskontoen.
Og på samme tid er jeg så skide meget i kontakt med samtlige følelser i følelsesregistret, at tavshed på ingen måde er en mulighed. (En forbandelse og velsignelse på samme tid)

For det meste. Andre gange er jeg vildt kryptisk og selvindbildt - og poster i stedet billeder og sange for at illustrere hvad fanden der lige sker i hovedet og hjertet. Faktisk virker det lidt pubertært. Men nu har jeg ved gud heller aldrig forsøgt at male et billede af mig selv som en gennemtænkt færdigbagt og moden person.



Men det er i virkeligheden bare en kombination af at stadig få luftet ud i tankegangen og følelseskammeret - og samtidig passe på mig selv.

Nå...

Det var bare det.

Har lige set "Sorg og glæde" og kan i dén grad anbefale den. Den er fandeme hård. Tough heartshit - livet når det gør rigtig ondt. Og autentisk. Hvilket blot efterlader en med dug på nethinden.


Og som altid: Hvis du læser fra en skodmobil som min, og derfor ikke kan se filmen direkte herinde, er linket her: Se trailer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar