Det hele startede i går, da jeg fortalte Uglen, at vi skulle have lasagne til aften. Hun gloede på mig, som om jeg havde gnavet ledningen over til internettet. "Hvordan kan du byde mig det?!".
Men det kunne jeg. Jeg løb simpelthen risikoen for at blive meldt til kommunen for omsorgssvigt, og lavede aftensmad med - uhuhuh - hakket kød.
Det vil jeg virkelig skide på! Og hun spiste det da også.
Men så var det, at jeg i dag stak hovedet ind i hendes rede for at sige hej. Og da hun spurgte mig, hvad aftensmaden stod på i dag, og jeg svarede rester, sendte hun mig et iskoldt blik og hvæsede et: "Så skal jeg sgu ikke have noget".
Så det gik jeg ud fra at hun mente...
Sundhedssøn havde ædt halvdelen af skolen til hjemkundskab, så han var ikke sulten. Ergo tog jeg selv en klat lasagne.
Og så gik døren op inde fra Uglereden. 1½ time senere.
Ugle: (Iskold stemme - iskold!) Sig mig...aftensmad, er det ikke noget vi spiser længere?
Mig: (Ligegyldigt tonefald med munden fuld af Pyramide) Du ville jo ikke have noget.
Ugle: *Mumlede noget, som jeg gætter på, at jeg ikke skulle høre og som var en heftig sviner...er jeg sikker på*
Dør: Slam!
Gætter på, at jeg er lagt på is de næste 12 timer.
Nu er det fandeme sket! Det kan jeg love for! Slut! Hotellet er lukket! Køkkenchefen har sagt op! Tjeneren er skredet! Nu får hun to ugentlige maddage med indlagt budget. (Nødvendigt. Ellers laver hun hummer og oksemørbrad). Så kan hun edderhugme selv tøffe i køkkenet, når menuen ikke passer hende.
Hvad fanden er det med teenagere og deres manglende evne til at melde klart ud, og deres insisteren på at brokke sig alligevel?
Overvejer virkelig at hævne mig barnligt, og servere rugbrødsmadder i morgen. Udelukkende for at lære hende, at hvis man generer kokken, pisser hun i maden.
