En person jeg holder voldsomt af, har mistet en kær. Og det gør mig så uendelig ondt at se sorgen og smerten. Og ville sådan ønske, at jeg kunne vifte med en tryllestav og gøre alt godt igen, og fjerne alt der gør ondt. Velvidende om, at der kun er én måde at komme igennem det på, og det er at gennemgå hele følelsesregistret. Frustration, sorg, ulykkelighed, vrede, angst, fortvivlelse...
Men jeg har bare sådan en lyst til at kramme vedkommende hudløs.
Det påvirker mig meget at se andres sorg. Og det sætter tanker i gang. Og bekræfter mig blot i det, som jeg altid har levet efter: Hvis du kan lide nogen, så sig det. Ganske simpelt.
Og det er flere måder at sige det på. Man behøver ikke en megafon, talerstol eller en lang talestrøm med violiner i baggrunden. Man behøver ikke engang åbne munden.
Kom til at tænke på én af mine all-time yndlingsfilm; Love Actually, hvor kærligheden er ægte. Og hvor det i bund og grund handler om at få øje på den og give udtryk for den.
Æj...er i dén grad følehætte i dag. Men på den gode måde. Og har faktisk haft en skide god dag. Netop med masser af varme og kærlighed. Og det gør mig sådan set så glad at se den form for uspoleret omsorg og kærlighed, at jeg ikke engang gider at finde noget at brokke mig over i dagens indlæg. (Man troede ikke den dag ville komme).
