Vi har været på tur, og jeg har rundt regnet nok røget 43 cigaretter. (Passiv rygning fra farmands cigaretter). Men jeg elsker ham, så den lader vi ligge. (Inderst inde er jeg jo også en anelse misundelig over at han må ryge).
Vi startede lidt i otte i morges. Bjarne var klar:
Men først skulle han have lidt morgenmad.
Og så skulle vi hente morgenmad. Vi havde trukket nummer 40. (Meget vigtig detalje). Og ude på parkeringspladsen, ventede Bjarne trofast. Klar til langfart.
Og så startede turen. Med duftende morgenbrød på bagsædet blandt de blomstrede puder, og med radioen tændt var vi fulde af gå-på-mod og eventyrlyst.
Vi nåede ikke ret langt ud på landet, før vi mødte en indfødt. Vi trak pænt til højre for at give plads, for jeg har læst et sted, at landboerne ikke er så vilde med hvis byboerne ikke viser respekt. Bemærk også vores fart. Vi har respekt for vejens forløb.
Her er stemningsbilleder fra der hvor det var mest øde.
Her var vi rigtig glade for, at Bjarne var blevet tanket tidligere. For her var der lukket for al kontakt til omverdenen. Mobilen viste et stort kryds der hvor signalet plejer at være, og vi så ikke skyggen af liv. Hverken intelligent eller det modsatte.
Men pludselig fik vi øje på tårnet, som man bare skal følge. Det knejsede stolt mellem de historiske bygninger.
Og pludselig var vi fremme ved civilisation.
Eller det vil sige...nogle var mere primitive end andre...
Og så var vi fremme. Og her blev det så hyggeligt, at vi i en periode glemte at tage billeder. Der blev som sædvanlig serveret overdådigt meget, og der var som sædvanlig en så vidunderlig hygge, at man ikke ville hjem.
De blev kigget på gamle billeder, og jeg kan hermed konstatere at der har været perioder i mit liv, hvor en polsk kvinde med dårlig smag, var mere smart end mig. Jeg må have fået flere uopdagede små hjerneblødninger med nogle års mellemrum, for det giver absolut ingen mening, at jeg blandt andet har haft tonede brilleglas i en størrelse, hvor kinderne kiggede ud.
Det giver heller ingen mening, at jeg i min mest kuglerunde periode, har klemt min overkrop ned i en islandsk sweater, hvilket fik mig til at ligne et særdeles overvægtigt og slagteklart får. Med postkasserød scrunchie i det røde hår.
Da Gråstænkt ankom, ville han også se billeder. Jeg bildte ham ind, at naturkatastofen på visse billeder, var min kusine Ulla, som nok ligner mig lidt, men som har enorm dårlig smag.
Der var også billeder af mine skønne børn. Her har jeg lovet Raccoon, at jeg ville lægge dette billede ind af Gates som lille tyk baby.
Jeg vil så småt runde dagens beretning af. Men først vil jeg lige prale af min datter. Her er en tegning, som hun sad og lavede i dag. Jeg er vild med hendes talent.
Nå...jeg skal videre. (Og jeg skal ind at tvinge Gråstænkt til at sige sin ærlige mening om Ulla. Brød mig ikke om hans ansigtsudtryk da han kastede et forfærdet blik på det tykke får).
