torsdag den 14. april 2016

Gastronomisk modeævl

Nogle gange, ik' å'? Så skal mad altså have lov til at være mad. Ærligt, simpelt og uforfalsket.
Det betyder ikke, at jeg trækker en fuldfed stoplinie af opbagt sovs, hvis jeg hører om et innovativt køkken. Slet ikke. Jeg er sgu klar. Livet skal leves og afprøves og bliver blegt, klægt og kedeligt, hvis vi ikke får nye erfaringer og smagsprøver.
Men nogle gange har jeg lyst til at småstrangulere kokkene  - de faglærte og de autodidakte og den almindelige husmor/far - når de snurrer i selvsving over en satans modetendens.


- Cup Cakes. Alle bagte dem. Og ikke ret mange gad at mase tænderne gennem det bjerg af mousse (og endnu værre: smørcreme), som blev sprøjtet sirligt på gennem en tylle.


- Fondantkager. Jo jo, det er flot håndværk, når nogen kan trille og forme en gris og en glad gås af spiselig modellérvoks. Bestemt. Men jeg synes egentlig stadig, at fondantkager er kønsløse kager i pænt tøj.
Giv mig da ærlige kager, hvor man kan smage og nyde håndværket i form af den rette sammensætning af krydderier og ingredienser.


- Paleo. Nej, jeg gider ikke gnave mig igennem dit rugbrød, som i bund og grund bare er kerner, der lige nøjagtig kan hænge ved hinanden.


- Latterlige substitutter. Nej! Dine voldstegte grønne bønner i ovnen hedder ikke fritter. De er bare stegte bønner. That's it. Og nej, jeg gider ikke gnave mig igennem din pizzabund, som er lavet af æggehvide, frøskaller og revet ost. Det er ikke en pizzabund. Det er en bizar tallerken til pizzafyld.
Og dine frugtkugler er ikke en skid sunde. De indeholder lige så meget sukker, som en pose Matator Mix og neeeej, lad være med at kalde dem "sunde romkugler". Stop dig selv. En romkugle består af kagerester, kakao, marmelade og romessens. Ikke dadler, figner, kokosolie og selvtørret kokosmel.


- Ramsløg forvandler ikke din forlorne hare til Michelinmad. Jeg siger det bare.


- Skrid med din lakrids. Okay? Vis mig, at du kan lave velsmagende mad uden denne overhypede (og faktisk sære) ingrediens. Vi HAR smagt det. Så rigeligt. Og nej, din farserede and med Pingvinstænger frister mig ikke.


- Salturt er muligvis moderne dansk. Men det ændrer ikke ved, hvor direkte dårligt den smager.


- Ingefærshots mig her, der og allevegne. Om to måneder er der ingen der drikker det længere. Og ingen er blevet mere sunde.


- Juicekur. Samtlige kvinder jeg har hørt om, som har været på den sære trend, har lignet roadkill, når når kuren er overstået. Og dagen efter spiser de som de altid har gjort - og de hopper aldrig på juicekuren igen.


- Macaroons. "Weee, se - jeg kan bage makroner med frugtfarve".


- Billige buffeter. Som f.eks. her i byen, hvor folk åbenbart er så ligeglad med kvaliteten og kun går op i hvor meget de kan spise for færrest penge, at der er åbnet to (2!) restauranter ved samme navn med under 900 meters afstand.
Det er en friturebuffet. Kæmpe bjerge af indbagt og dybstegt fordansket kinamad - fedtede sammenkogte retter og fri soft ice bar, som levnedsmiddelkontrollen nok ville køre direkte til Kommune Kemi, hvis de så den en torsdag aften på børnepengeudbetalingsdagen.