mandag den 4. august 2014

Sengehætte

Arhh.

Når man nu ikke kan blive moslet ned i madrassen og mærke vægten af mand over sig, så kan det lige gå an at smide tøjet og kravle under dynen og tune ind på Netflix - og sige "farvel verden - nu bliver du lige lukket ude".

Følelsen af et køligt glat blødt lagen mod huden er godt nok ikke det samme, som følelsen af en svedig insisterende mandekrop, men det er nu stadig nok til at bringe en følelse af nydelse ind i mit liv.

Ser Drop Dead Diva. Igen. Og sukker, griner, græder og nyder i en stor pærevælling.

På etagen over mig, går roen også sænket sig.
Sundhedssøn er gået i seng. På trods af sommerferie, insisterer han stadig på at bevare sin døgnrytme. (??) Han har desuden været tidligt oppe. Kl. otte i morges, blev han i hvert fald spottet af Uglen, da han fes gennem hendes værelse med en støvsuger med ordene: "Jeg får det aldrig gjort, hvis jeg ikke gør det nu".

....?

Uglen sidder med hørebøffer på og ser film på værelset. Døgnet er kun lige startet for hende lige nu.
Stak hovedet ind til hende for at kysse godnat, og anbefalede hende at se "Sorg og glæde", hvis hun havde lyst til at se en god film.
Blev mødt af et oprigtig undrende blik, efterfulgt af et "øh okay?", sagt i et tonefald, som havde jeg opfordret hende til at se et tjekkisk 8. divisions fodboldhold spille kamp.
Danske film er i hendes øjne knap så spændende, som infokanalen hos YouSee.
Kan stadig ikke overbevise hende om, at Mads Mikkelsen faktisk ikke har en rolle i dem alle.

Men der er ro deroppe. Og nu vil jeg gnubbe på mine bryster. Pervers myg har stukket snablen lidt for langt frem.

Det var den der mand jeg kom fra...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar