torsdag den 10. juli 2014

Ein bißchen out of order

Møgvarmt. Har svedet så meget på arbejde i dag, at jeg ligner Ole Thestrup.

Kom hjem - gik i bad - spiste med ynglet på terrandaen - startede godt - og så fik de en simultan nedsmeltning. Status pt.: De hader hinanden inderligt.

Har stået skiftevis på begge værelser og talt ud gennem sammenbidte tænder og med ekstra dyb fure i panden. Fik øje på mig selv i genspejlingen i Sundhedssøns tv-skærm og fik egentlig bare øjenkontakt med en krumrygget heks med alt for høj knold i håret og lidt for nedsænkede øjenbryn.

Forsøgte at være pædagogisk og rolig, men det gik ligesom ikke helt så godt. Og helt galt gik det da Sundhedssøn kiggede roligt på mig og sagde:"Du skal bare vide, at jeg kan ikke tage dine ord alvorligt, når du råber" - efterfulgt af et "Gider du lade mig tale færdig? Det er ikke ret venligt at afbryde andre".


Uglen var desværre også lidt for rolig. Meddelte bare med kold stemme, at hun ikke talte med ham igen. Nogensinde.

Og så skred jeg. Ud på terrandaen. Var på ingen måde modtagelig for sådan et roligt velovervejet gensidigt had fra dem begge.

Ej men for fanden, jeg magter da virkelig ikke at være konfliktløser i dag af alle dage. Ved ikke hvad fanden der sker i vejrverdenen. Normalt er det i hvert fald ikke.
Min lunte er ikke-eksisterende. Og når jeg så får serveret 2xteenageflip, har jeg egentlig bare lyst til at kapre Hjejlen og skride til søs.

Har truet med bål og brand, hvis de giver sig til at hade hinanden i morgen. Uglen siger, at hadet stadig vil være der - det samme siger han. Dog tilføjede han: "Hvorfor tror du vi skændes i morgen? Det plejer vi da aldrig at gøre to dage i træk.".

Nej...hvordan kunne jeg da få den tanke? I sidder jo også bare på hvert jeres værelse og drømmer sikkert om at fuske med en online bortadoptionsblanket mod hinanden.

Kæft jeg elsker dem! Også selv om de får mit ansigt til at skrige efter Botox, som træ skriger efter Gori. (Ej, okay...den var gammel den med Gori. Bare glem det).


Men bortset fra det, så har det faktisk været en pisse god dag. Sådan helt oprigtgt. Også selv om solen er lige liderlig nok i dag -  og også selv om de to mindreårige selvantændte.