søndag den 29. september 2013

Jeg flytter på landet

Mangler bare pengene til hus og bil. Så der går nok et stykke tid, før jeg kan realisere den drøm.
Men hold nu op...

Netop hjemvendt fra weekendtur i det mest fantastiske sommerhus. Helt derude, hvor det bliver helt mørkt om natten. Som i: Buldermørkt.
Forelskede mig med et brag - kærlighed ved første blik. Den der helt mørke nattehimmel. Er godt nok længe siden, at jeg har set den. Det fungerer bare ikke inde midt i byen.
Og så var der stilheden. Som svøbte sig omkring mig og forkælede mig og gjorde mig rolig på en måde, som jeg ikke har været længe.
Og intet internet. Og knap nok mobilsignal. Og man tror det er løgn, men gud hvor føltes det befriende.

Og ilden...både i brændeovnene og udenfor i grillen, som blev omdannet til bålfad.

(Se lige alle de "og"'er jeg fik proppet ind).

Den havde jeg ikke set komme. At jeg ville føle mig så veltilpas og fyldt af ro og velvære. Jeg er jo bymenneske. Er jeg ikke? Og hvad bliver det næste? Køber jeg en Fjällräven i morgen og et par vandresko? Måske en lille vandrestok?

Er klar til at forlade byen igen. Allerede nu. Bare ud i stilheden. Ud på verrandaen med et tæppe om natten og glo på stjerner og nyde stilheden. Af så mange grunde...Mest gode grunde. Fordi jeg faktisk føler, at jeg "kom hjem".
Men også fordi jeg nogle gange skal lade være med at sætte ord på alle mine tanker. Er bare som om, at de presser sig på nogle gange, og hvis jeg kommer til at åbne munden bare ganske let, så flyder der en ukontrolleret, og usikker ordstrøm ud hulter til bulter, som egentlig bare efterlader mig pisse sårbar. Fordi jeg bagefter kan komme på alverdens andre formuleringer, som ville have været så meget bedre.

Flot Dumhætte...

Nå...jeg skrider i Super Best. Tror bare, at jeg vil lege gemmeleg i min seng resten af weekenden. Og lægge planer for, hvordan jeg hurtigst muligt kan tjene penge til mit eget sommerhus i ødemarken.


1 kommentar:

  1. Jeg kan nikke genkendende til det hele...
    Er født og opvokset på Vesterbro, har aldrig boet sammen med mindre end 300.000 mennesker i en by, og så pludselig mødte jeg en mand, som havde et sommerhus HELT derude hvor verden ender... Hvor der kun er klitter og blæst og hav... Og jeg følte mig mere hjemme end nogensinde før.
    Engang finder jeg nok ud af hvorfor vi allesammen er så mærkelige - forhåbentlig :)

    SvarSlet