Min far er ryger. En dedikeret ryger. Som elsker sine cigaretter højt. Men så blev han af lægerne tvunget en smule til at enten stoppe m. at ryge eller skære ned.
Det der m. at stoppe går ikke så godt for ham. Han har været der. Og vi bustede ham alle gangene, når han smugrøg.
Så nu er han røget på e-cigaret bølgen. Han ryger stadig almindelige cigaretter. Og når han så vil tage hensyn, så trækker han vejret gennem plastikcigaretten.
Og så kan vi andre ellers sidde der m. kvalme...
Jeg aner ikke hvad fanden han har proppet i den, men det stinker at semi-rådne blomster/røgelsespinde fra et bordel. Faktisk ville jeg til hver en tid foretrække almindelig røg.
Men man kan jo ikke forbyde ham det, når han sidder i eget hjem. Og man kan så heller ikke flygte. Eller vente på at han får røget færdig. For den er stort set i munden på ham hele tiden.
Min højtelskede far: Nu m. soundtrack. Som i: Konstant blobbende lyd, som sidder man m. et sugerør og puster sagte ned i 1½ dl.spyt.
Så efter et ellers skide hyggeligt besøg hos ham, min mor og alle deres vildkatte i dag, sidder jeg her og leder desperat efter andre mærker af e-cigaretter, som ikke stinker af "Horny Svetlana", som jeg kan forære ham til Fars Dag.